Kun få fremskridt ved afslutningen af de seneste klimaforhandlinger i Bonn

Den seneste runde af de internationale klimaforhandlinger i Bonn i Tyskland afsluttedes d. 5. november uden noget afgørende gennembrud. Forhandlingerne havde til formål at konkretisere den såkaldte Kyoto Protokol fra 1997, som bl.a siger, at de industrialiserede lande skal nedskære deres udledninger af drivhusgasser med mindst 5 % ved år 2008-12 i forhold til udledningerne i år 1990.

Kun få lande har til dato ratificeret aftalen og ingen af de industrialiserede lande er iblandt dem. Imidlertid har både EU og Japan erklæret, at de er parat til at ratificere aftalen år 2002, mens USA, som er den største udleder af drivhusgasser, ikke vil binde sig til noget fast tidspunkt.

Blandt de problemer, som endnu ikke er løst, er muligheden for at straffe lande, som ikke lever op til målene i Kyoto aftalen. Også mulighederne for at handle med udledningskvoter er et uløst problem. USA ønsker f.eks. at de uhindret kan købe sig til ekstra udledninger hos lande, som udleder mindre, end de har lov til ifølge Kyoto Protokollen. Bliver dette tilladt, vil det i realiteten betyde, at rige lande som USA kan købe sig fri fra at nedsætte deres egne udledninger.

Den næste større forhandlingsrunde i klimaforhandlingerne skal efter planen finde sted i november år 2000.

Kilder og mere dybtgående artikler:
"Deadline for global warming deal", BBC News, 4 november 1999
Kyoto Protocol talks revived but "stones left unturned", Pressemeddelelse fra Greenpeace, 4 november 1999.

Se også:
Konferencens officielle webside
Pressemeddelelser og briefings fra klimamødet
En fyldig omtale af konfeencen kan findes på IISD Linkages
Læs Kyoto Protokollen på dansk på energistyrelsens klimasider