![]() |
|||||
IPCC reviderer scenarier for kuldioxidudslip i det næste århundrede |
|||||
| Ifølge tidsskriftet New Scientist vil Det Mellemstatslige Klimapanel, IPCC, revidere det såkaldte business-as-usualscenarie for kuldioxidudslip i det næste århundrede grundlæggende. Ifølge IPCCs nye beregninger i et udkast til en rapport, som forventes at foreligge færdig i marts næste år, er det umuligt at forudsige udviklingen i udslippene for det næste århundrede med nogen tilnærmelsesvis nøjagtighed. De menneskeskabte kuldioxidudledninger kan, hvis vi ikke tager kraftige midler i brug for at begrænse dem, blive op til fem gange højere end i dag, eller de kan blive lidt mindre end i dag. Den største ukendte faktor i beregningerne er, hvordan teknologien vil udvikle sig. Foregående rapporter fra IPCC er baseret på et centralt, såkaldt business-as-usual scenarie, som beregner den sandsynlige udvikling i de menneskeskabte kuldioxidudledninger, hvis vi ikke gør noget målrettet for at begrænse dem. Den sidste rapport fra IPCC i 1995 vurderede, at udslippene ville tredobles fra de nuværende ca. 6 milliarder tons kuldioxid årligt til ca. 18 millarder tons, forårsage en fordobling af atmosfærens kuldioxidkoncentration og en global temperaturstigning på mellem 2 og 4°C. Det foreliggende udkast advarer om, at usikkerhederne ved at lave en fremskrivning af udslippene er så store, at det ikke er muligt at lave et enkelt business-as-usual scenarie. Istedet har IPCCs forskere konstrueret 40 nye scenarier baseret på 4 lige sandsynlige forudsætninger om den fremtidige udvikling i befolkningsvæksten, den økonomiske udvikling og de teknologiske fremskridt. De 40 scenarier viser et spænd i de mulige udledninger i år 2100 fra 4,3 millarder tons årligt, eller mindre end i dag, op til 36,7 millarder tons, eller over 6 gange så meget som det nuværende udslip og dobbelt så meget som IPCCs foregående business-as-usualscenarie. Hovedscenarierne, dvs. det mest sandsynlige område, vil være på mellem 6 og 29 milliarder tons. Ifølge rapporten er det ikke muligt at lave et bedste gæt indenfor dette område. Rapporten udvider området betydeligt i retning af højere udledninger, hvilket ifølge forfatterne er mere sandsynligt end tidligere foreslået af IPCC. Til gengæld siger rapporten ifølge New Scientist, at hverken en global økonomisk vækst eller en høj befolkningstilvækst er afgørende for udviklingen i udledningerne. Den teknologiske udvikling er en mindst lige så afgørende faktor. Rapporten siger ikke noget om, hvilke konsekvenser en voldsom stigning i kuldioxidudledningerne vil have. Kilde: New Scientist, 16. september 1999. |
|||||