Forbindelse mellem den stigende drivhuseffekt og El Niño

Den såkaldte El Niño-effekt har udvist en usædvanlig opførsel de sidste 20 år. El Niño har siden midt i 70’erne optrådt med en usædvanlig høj frekvens samtidig med en dramatisk stigning i den globale gennemsnitstemperatur, hvilket har fået meteorolog Kevin Trenberth, meteorolog ved National Center for Atmospheric Research, til at se en mulig sammenhæng mellem den globale opvarmning forårsaget af den stigende drivhuseffekt og El Niño.

Under en El Niño-begivenhed spreder varmt vand sig mod øst over Stillehavet samtidig med at der frigives store mængder vanddamp. Denne vanddamp vil frigøre den bundne varme, når den fortættes til skyer og regn.

Ifølge Kevin Trenberth vil en stor del af opvarmningen fra den stigende drivhuseffekt optages i oceanerne overfladelag. Den “overskudsvarme” bliver så senere frigjort til atmosfæren igen af El Niño begivenheder, som både er voldsommere og optræder oftere end før.

En hyppigere og kraftigere El Niño på grund af den globale opvarmning vil medføre store problemer i områder, som i forvejen er udsat for tørke under El Niño. Det drejer sig primært om Indonesien, Australien og dele af Afrika og Brasilien. Tørken vil sætte ind hurtigere, være mere udbredt og vare længere end under en normal El Niño.

Kilde: CNN