Verdens koralrev kan stadig reddes

“Verdens koralrev er i fare for at blive ødelagt af den globale opvarmning, men der er stadig tid til at redde dem”, siger Ove Hoegh-Guldberg, direktør for Sydney University’s Coral Reef Research Institute. “Men hvis vi lader et til to årtier gå uden at gøre noget alvorligt ved udviklingen, kan vi komme i en situation, hvor det er for sent at redde koralrevene”.

Udtalelsen faldt ved udgivelsen af en Greenpeace-financieret rapport om de stigende havtemperaturers påvirkning på koralrevene. Rapporten siger bl.a., at den globale opvarmning vil forårsage ødelæggelser af koralrev allerede først i næste århundrede, og ved år 2100 vil ødelæggelserne omfatte næsten alle klodens koralrev, hvis opvarmningen af havene fortsætter.

Ifølge Ove Hoegh-Guldberg vil at koralrev bruge mellem 30 og 100 år til at regenerere helt efter en enkelt koralblegning, men det vil kunne tage op til 500 år for koralrevene at komme sig efter en omfattende koraldød, som strækker sig over det meste af jorden.

En omfattende ødelæggelse af koralrevene kan få omfattende konsekvenser for såvel for havets dyreliv som for de mennesker og samfund, som direkte eller indirekte lever af koralrevene. Ifølge rapporten er ca. 500 millioner mennesker afhængige af fiskeri ved koralrevene og mange mennesker lever af turisme i forbindelse med koralrev. Alene Australiens Great Barrier Reef genererer årligt omkring 1 milliard dollars fra turisme.

Kilder:
Environmental News Network, 6. juli 1999
“Climate Change, Coral Bleaching, and the Future of the World's Coral Reefs”
A report by Ove Hoegh-Guldberg, udgivet af Greenpeace

Se også:
Kuldioxid truer de tropiske koralrev, april 1999.