Runddansen om Klimakonventionen

---

International klimakonference, klimatopmøde, COP 15. Der skrives og snakkes meget om det store klimamøde i København i december.

Forventningerne er store hos nogle og meget små hos andre - afhængigt af, hvem man snakker med. Men de fleste deler en fornemmelse af, at det er nu, der skal tages nogle store beslutninger, hvis ikke jordens klima skal komme helt ud af balance. Men hvad drejer mødet sig egentlig om, og hvorfor går så mange op i netop denne konference

?På den 13. partskonference - COP 13 i Bali i december 2007 vedtog man det såkaldte Bali Roadmap, som var et mandat til FN om at fortsætte klimaforhandlingerne for at nå til en “post-Kyoto” aftale i slutningen af 2009 i København (COP 15). Dette Roadmap indeholder den såkadte ”Bali Action Plan” som udgør de forskellige byggesten, som aftalen skal indeholde. Disse er groft sagt: Udledningsreduktioner og herunder kvotehandel og de såkaldte fleksible mekanimser (offsetting), tilpasning til klimaændringer, teknologioverførsel og finansiering. Desuden er reduktion af udledninger fra fældning og nedbrydning af skovene i udviklingslandene kommet ind som et selvstændigt forhandlingsemne.

Dette roadmap skulle være udgangspunktet for COP 14 i Poznan i Polen, hvor en mere detaljeret arbejdsplan skulle vedtages, og der skulle ske en bevægelse hen imod den nye aftale på COP 15 i København. Fremskridtene på COP 14 har imidlertid efter de fleste mening været nærmest usynlige, og mange har talt om flere tilbageskridt end fremskridt.

1. Den fælles vision (Shared vision)

Den fælles vision bygger på klimakonventionens overordnede paragraf om at holde klimaændringerne på et såkaldt ufarligt niveau. Den fællles vision skulle indeholde en mere præcis definition af, hvad dette er. Klimaforskerne siger rimeligt enstenmigt, at denne grænse ligger ved en global temperaturstigning på maksimalt 2 grader over det førindustrielle temperaturniveau.

Status i Poznan:
Klimaforhandlingerne i Poznan har ikke vist tegn på nogen enighed om dette blandt de lande, der har underskrevet Klimakonventionen. De rige nationer holder sig til et blødt mål om at halvere de globale udledninger af drivhusgasser ved 2050. De lande, som er meste truede af klimaændringerne, nemlig de små ø-nationer – kræver i  modsætning hertil en maksimal global temperaturstigning opå 1,5 grad C og at koncentrationen af drivhusgasser for at opnå dette mål skal stabiliseres på maks 350 ppm. Globalt set betyder det reduktioner på mere end 85 procent i 2050.

2. Begrænsning af klimaændringerne (mitigation)

Dette drejer sig kort sagt om, hvem der skal skære ned på deres udledninger af drivhusgasser, hvor meget de skal skære ned, og hvor hurtigt, de skal skære ned. Forhandlingerne drejer sig om perioden efter at Kyoto aftalen er udløbet. Dvs fra 2012 frem til det tidspunkt, man aftaler under forhandlingerne. Forhandlingerne drejer sig primært om, hvor meget de rige lande skal forpligte sig til at reducere deres udledninger, og om og i givet fald hvor meget nogle af eller alle udviklingslandene skal skære deres udledninger ned.

Status i Poznan:
EU’s officielle holdning i Poznan er en reduktion på 25 – 40%. De nuværende toner fra EU lyder på 20% samlet reduktion i EU i forhold til 1990 og en stor del af dette skal ske ved hjælp af de såkaldte mekanismer, dvs uden for EU. Med en forpligtende klimaaftale i 2009 vil EU-landene overveje at gå op til 30%. Der er ikke noget samlet udspil fra EU om reduktionsmål i 2050. Canada, Japan, Australien og New Zealand taler om 20% i 2020 i forhold det nuværende niveau, dvs endnu svagere end EU. USA taler i øjeblikket om at reducere til 1990-niveauet i 2020 og halvere i 2050.

3. Tilpasning til klimaændringerne

Som en del af  “The Bali Action Plan” blev det besluttet at udvide det internationale samarbejde for at hjælpe de lande, som er specielt sårbare over for klimaændringer. Dette skal ske gennem den såkaldte Tilpasningsfond, som slal hjælpe disse lande med støtte til at klare oversvømmelser, tørke og andre klimabetingede problemer. Fonden finansieres af en to-procent andel af indtægterne fra CDM-projekter. Dette er imidlertid langt fra nok til at imødekomme de krav, fonden skal kunne klare i fremtiden. Derfor skal der flere penge i Fonden, og pengen skal komme fra de rige lande. Spørgsmålet er, hvor mange penge, og hvordan de skal bestyres.

Status i Poznan:
Fonden blev besluttet allerede i 1997, men nu, ti år efter, er den endnu ikke begyndt at udbetale penge. Dette skulle være sket pr. 1 januar 2009, men forhandlingerne om fonden er endnu ikke afsluttet. Et af de store problener er, at verdensbanken er udpeget af de rige lande til at bestyre fondens midler. Dette er yderst upopulært bland u-landende, som frygter, at dette vil afskære dem fra indflydelse på pengenes fordeling. Hertil kommer, at der slet ikke er enighed om at tilføre fonden flere penge, som u-landene kræver som en forudsætning for at gå ind i bindende reduktioner af deres udledninger på længere sigt.

4. Teknologioverførsel

Skal udviklingslandene kunne tilpasse sig de igangværende og kommende klimaændringer, og skal de kunne opbygge en energiforsyning, som ikke bygger på fossile energikilder, skal de tilføres teknologisk støtte fra de rige lande. Dette problem er ligeledes indeholdt i “The Bali Action Plan”, og det kræver yderligere tilførsel af finansielle midler fra de rige lande.

Status i Poznan:
Der er nu taget vage beslutninger om at fremme processen. Altså reelt ingen fremskridt. Det drejer sig endnu engang om finansiering og her slæber de rige lande fødderen efter sig samtidig med, at de er blevet mødt med kraftige krav om flere midler, hvis de fattige lande skal være med til at tage ansvar i forhold til en reduktion af uledningerne af drivhusgasser

5. Begrænsning af ødelæggelsen af skovene

Skovfældning og ødelæggelse af skovområder i udviklingslandene bidrager kraftigt til de globale udledninger af CO2. Derfor er målet at inkludere  en mekanisme, som kan reducerer disse udledninger (REDD) i den næste klimaaftale. Stærke kræfter arbejder for, at denne skovmekanisme skal markedsgøre udviklingslandendes skovområder og gøre det muligt for de rige lande at opkøbe og beskytte skovområder i stedte for at skære ned på deres egne udledninger af drivhusgasser.

Status i Poznan:
Forhandlingerne i Poznan nåede ikke til nogen endelige konklusioner vedrørende tiltag for at nedbringe skovfældning og skovødelæggelse i udviklingslandene. Med de foreløbige forhandlinger ser ud til at gå i den forkerte retning på alle områder:
• oprindelige folks og lokale skovsamfunds rettigheder bliver ikke anerkendt
• man vil ikke skelne mellem oprindelig, naturlig skov og monokultur plantager (som oliepalmer)
• man sigter stadig imod en markedsbaseret mekanisme, som vil gøre skovene til en vare på kvotemarkedet

COP 15 Klimaforhandlingerne i København

Kyoto protokollen udløber i 2012. Ved forhandlingerne i København skal der fastsættes bindende mål for at reducere udledninger af drivhusgasser efter år 2012. Der er endnu ikke fastsat nogen mål eller lavet aftaler om, hvad der skal ske efter 2012, hverken for de rige lande, som er de største udledere af drivhusgasser, eller for resten af de lande, der er omfattet af Klimakonventionen. Hvis man skal nå at gøre det før Kyoto protokollen udløber, skal det ske under COP 15 i København. Sker det senere, bliver det meget svært at nå at få en ny aftale til at træde i funktion, før den gamle, dvs. Kyoto protokollen, udløber.

Her er et par pdf-publikationer, hvor du kan læse mere om klimaforhandlingerne i København:

COP-15 overblik. Letlæst publikation om klimaforhandlingene med fokus på EU's og Danmarks positioner. Udgivet af NOAH.
Download i pdf-skærmformat, ca 0,8 MB
Download i pdf-printformat, ca. 8,7 MB
Download som word-fil