Mulighederne for at begrænse den globale opvarmning
22. maj 2007
Det politiske summary fra IPCC’s arbejdsgruppe 3 udgør den sidste i rækken af politiske opsummeringer fra de tre arbejdsgrupper. Denne rapport omhandler mulighederne for at begrænse den globale opvarmning.
Rapporten starter med at fastslå, at de globale udledninger af drivhusgasser med de nuværende begrænsningspolitikker vil fortsætte med at stige over de kommende årtier. De fossile brændsler forventes at fortsætte deres dominerende position i den globale energiforsyning og udledningerne af CO2 forventes at stige med 45 – 110% i perioden år 2000 – 2030. Mellem to tredjedele og tre fjerdedele af denne stigning forventes at komme fra de såkaldte ikke-Anneks 1 lande, dvs. udviklingslandene. Det er de lande, som ikke har nogen begrænsningsforpligtelse ifølge Kyoto-protokollen.
Det er den dårlige nyhed, hvis man da kan tale om nogen nyhed. Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre at holde den globale temperaturstigning på to grader celcius. Det er den grænse, som klimaforskerne i efterhånden lang tid har været enige om udgør den øvre grænse for, hvad økosystemer og klimaets balance kan klare, før vi bevæger os ind i en højrisikozone.
Men det kræver handling nu. Skal vi holde os inden for denne grænse, skal der ifølge den nye rapport meget hurtige og kraftige nedskæringer i de globale udledninger af drivhusgasser til. I rapportens kraftigste stabiliseringsscenario (A1) regnes med en stabilisering af den rene CO2-koncentration i atmosfæren på 350-400 ppm og en samlet drivhusgaskoncentration på 445-490 ppm CO2-eq (ækvivalent). Det vil med udgangspunkt i en klimafølsomhed på 3°C, hvilket er den nuværende statusrapports bedste bud på klimafølsomheden, betyde en global temperaturstigning på 2 – 2,4°C. Det er i overkanten af den grænse, forskerne har sat, hvilket betyder, at stabiliseringen må ske i bunden af dette område.
Det betyder, at de globale udledninger af drivhusgasser skal toppe så hurtigt som muligt og allersenest i 2015. Herefter skal de globale udledninger skæres ned med mellem 50 og 85%. Og jo senere udledningerne topper, des mere skal der skæres ned.
Det lyder umiddelbart som om, det vil få drastiske økonomiske konsekvenser for hele verden. Men det vil ifølge rapporten langt fra være tilfældet. De såkaldte makroøkonomiske omkostninger, dvs. omkostningerne for verden som helhed, vil ifølge rapporten svare til en reduktion i den årlige vækstrate på 0,12% af det globale bruttonationalprodukt i forhold til en basisfremskrivning. Men det er vel at mærke, hvis man ikke medregner alle de positive økonomiske konsekvenser af de tiltag, der skal til for at reducere udledningerne af drivhusgasser.
Og der er mange positive konsekvenser, som tilsammen vil nedsætte omkostningerne væsentligt og måske ligefrem betyde gevinster, også på det økonomiske område.
Nogle af disse er:
- en øget teknologiudvikling
- større energiforsyningssikkerhed
- helbredsgevinster på grund af mindre luftforurening
- øget beskæftigelse
- flere investeringer i energiinfrastruktur, specielt i udviklingslandene
- positive virkninger på handelsbalancen i mange lande
Det fremhæves også i rapporten, at en udsættelse af udledningsreduktionerne kan føre til fejlinvesteringer, der låser samfundet fast i en emissionesintensiv infrastruktur. Det vil betyde, at det både vil blive dyrere og sværere reducere udledningerne på et senere tidspunkt.
De negative konsekvenser af at lade den globale opvarmning fortsætte uhindret er heller ikke indregnet, hverken for Jordens økosystemer eller for os mennesker. Og disse omkostninger kan blive langt højere end de beskedne omkostninger, der er forbundet med selv en hurtigt og drastisk nedsættelse af vores udledninger af drivhusgasser. Den britiske økonom sir Nicholas Stern kommer frem til i den såkaldte Stern-rapport, at omkostningerne forbundet med ikke at gøre noget vil svare til mindst 5% af det globale GDP årligt så langt ud i fremtiden, som det muligt at skønne. Og dette tal kan stige helt op til 20%, hvis alle de mulige risici og konsekvenser medregnes.
Alt i alt siger rapporten altså, at det langt fra er økonomisk uoverkommeligt at foretage den store omlægning, der skal til for at foretage de nødvendige reduktioner af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Men den siger også, at det haster, og at reduktionerne skal ske i løbet af de kommende årtier, hvis vi skal undgå en meget risikabel stigning i den globale opvarmning.
Kilder:
“Climate Change 2007”, Summary for Policymakers, Fourth Assessment Report, Working Group III
Rapporten kan hentes på www.ipcc.ch
“Stern Review on the economics of climate change”
Rapporten kan hentes her
