Biobrændstof-rushet driver fødevarepriserne i vejret

12. april 2008

En ny alvorlig krise truer nu verdens fattigste. Hurtigt stigende fødevarepriser og mangel på de basale fødevarer truer millioner af mennesker med sult. Situationen har udløst omfattende demonstrationer overalt i den fattige verden. Niger, Senegal, Cameroun, Burkino Faso. Mauritanien, Elfensbenskysten, Egypten, Marokko, Mexico, Haiti, Yemen – listen vokser dag for dag. Fødevarekrisen truer med at blive den hidtil største globale krise i dette århundrede.

Prisen på hvede er steget med 130 procent i det forløbne år. I samme periode er prisen på ris gået op med 74 procent og alt tyder på, at priserne vil fortsætte med at stige efterhånden som fødevarelagrene i de enkelte lande langsomt men sikkert bliver udtømt. Ifølge FAO har de stigende priser allerede udløst en fødevarekrise i 36 lande.

Fødevarekrisen er udløst af et samspil af forskellige faktorer.

En væsentlig faktor er det hurtigt stigende marked for biobrændstoffer til biler i den rige verden, som har øget efterspørgslen efter hvede og majs kraftigt. Efterspørgslen er forårsaget dels af de amerikanske planer om, at biobrændstoffer skal erstatte 15 procent af benzinforbruget i USA i 2017 og dels EU’s erklærede, men ikke vedtagne målsætning om, at 5,75 procent af brændselsforbruget til transport i 2010 skal komme fra biobrændstoffer.

De stigende oliepriser er en anden af de faktorer, der har udløst fødevarekrisen. Olieprisen ser nu ud til at ligge stabilt over 100 dollar per tønde. Det har fået prisen på både kunstgødning  og transport af fødevarer til at stige.

En tredje faktor er de ændrede fødevarevaner i lande som Kina, Indien, Brasilien og Rusland, hvor den økonomiske vækst har fået kødforbuget til at gå voldsomt i vejret. Da det kræver 8 kg korn at producere et kilo oksekød, har det stigende kødforbrug medvirket til at øge efterspørgslen efter korn, specielt hvede.

Endelig er klimaændringerne begyndt at påvirke afgrødeudbytterne i nedadgående retning. Det er kombinationen af tørke og oversvømmelser, som får høstudbytterne til at falde. I Kina har oversvømmelser ødelagt store områder med ris og korn og fået høstudbyttet til at falde med ca. 10 procent i løbet af de seneste syv år. I Australien har den værste tørke i over hundrede år fået hvedehøsten til at falde med 60 procent. Den samme tendens ses mange andre steder i verden, og man regner med, at et område med frugtbar jord på størrelse med Ukraine går tabt hvert år på grund af tørke, afskovning og et mere og mere ustabilt klima udløst af den globale opvarmning.

Fremtidsudsigterne er langt fra opløftende. Man regner med, at befolkningstallet i verden vil stige fra 6,2 milliarder mennesker i dag til ca. 9,5 milliarder i 2050. Det vil ifølge Verdensbanken betyde en fordobling af den globale efterspørgsel efter føde. Klimaændringerne og den stigende efterspørgsel efter biobrændstoffer kan på længere sigt gøre den nuværende, kritiske situation katastrofal.

Kilde:
The Independent, 12. april 2008