![]() |
|||||
Antarktis grund til bekymring! |
|||||
|
15 februar 2008 Den mest omfattende undersøgelse hidtil af afsmeltningen fra Antarktis giver grund til bekymring. Resultaterne kan betyde, at havenes vandstand kommer til at stige langt mere, end vi hidtil har troet. Afsmeltning på Antarktis sker fra den Antarktiske halvø og fra Vestantarktis, mens den største del af Antarktis, Østantarktis har været stort set stabil i de seneste ti år. De nye resultaterne er opnået ved hjælp af satellitmålinger af istabet fra Antarktis kyst sammenlignet med snefaldet over den samme periode. Målingerne viser, at tabet af is fra Vestantarktis er steget fra ca. 83 milliarder tons i 1996 til 132 milliarder tons i 2006. Samtidig er der i 2006 sket et istab på ca. 60 milliardert tons is fra den Antarktiske halvø. Årsagen til den øgede afsmeltninger er ifølge lederen af forskningsprojektet, dr. Rignot, at varmt vand strømmer opad fra dybhavet langs Antarktis’ kyst, hvilket får nogle af gletscherne til at flyde hurtigere ud i havet og på den måde hurtigere miste is. Dr. Rignot mener, at denne opstrømning af varmt vand skyldes den globale opvarmning og ikke er en del af en naturlig cyklus. Holder denne tendens vil det få alvorlige konsekvenser, idet afsmeltningen fra Antarktis alene vil betyde en havstigning på ca. en meter i løbet af de næste 100 år. Meget tyder på, at også bidraget fra Grønland hidtil har været vurderet for lavt, og at bidraget fra Grønlands Indlandsis også kan komme op på en meter. Hertil skal lægges bidraget fra smeltende bjerggletschere rundt omkring på Jorden samt havenes varmeudvidelse. Alt i alt kan havstigningen ifølge dr. Rignot komme op på to en halv meter (2,5 m) i løbet af de næste 100 år. Kilder: Science Daily, 14. januar 2008 |
|||||