![]() |
|||||
Flere meters havstigning i dette århundrede |
|||||
|
10. april 2006 Ifølge IPCC’s sidste statusrapport vil havet stige mellem 50 cm og 1 m i løbet af dette århundrede. Men det er måske alt for optimistisk regnet. Ifølge forskere fra USA’s nationale center for atmosfæreforskning (NCAR) og University of Arizona kan somrene på Arktis sidst dette århundrede blive lige så varme, som de var for 130.000 år siden. Og da var havniveauet ca. 6 meter højere end i dag. Forskerne baserer deres resultater på computersimuleringer af klimaet i sidste mellemistid, hvor man bl.a. fra gamle koralrev og fra isborekerner ved, hvordan klimaet var, og hvor højt, havniveauet var. Sammenligner man med simuleringer af den globale opvarmning i dette århundrede, bliver resultatet en arktisk temperaturstigning på 3 5 grader celsius i løbet af dette århundrede, svarende nogenlunde til den arktiske temperatur for 130.000 år siden. Computersimuleringer af klimaet i sidste mellemistid viser, at afsmeltningen i det arktiske område alene hævede havenes vandstand med ca. 3,5 meter. Det er mindre end den havstigning på mellem 4 og 6 meter, som kan aflæses f.eks. af gamle koralrev, og det antyder, at der også har været afsmeltning fra Antarktis. At havstigningen kan blive meget større, end de fleste har regnet med, bekræftes af, at gletscherne både på Grønland og på Vestantarktis er begyndt at trække sig tilbage langt hurtigere end forventet. Har de nye forskning resultater hold i virkeligheden, vil den globale opvarmning få langt voldsommere konsekvenser, end nogen havde forestillet sig, allerede i dette århundrede. Lavtliggende øer som f.eks. Maldiverne vil forsvinde i havet, hundreder af millioner mennesker vil være nødt til at flygte fra lavtliggende kystområder som f.eks. Bangladesh, og store dele af mange storbyer vil blive sat under vand. London, New York og for vores eget vedkommende København er bare nogle af de byer, der vil blive ramt. Og danmarkskortet vil se en del anderledes ud, end i dag, når havet æder sig langt ind i landet. Kilder: National Science Foundation, 23. marts 2006 |
|||||