Klima-update

20. november 2004

Det følgende er et forsøg på kortfattet at gennemgå den vigtigste udvikling på klimaområdet siden IPCC’s sidste (tredje) statusrapport. Generelt kan man sige, at alle advarselssignalerne er blevet kraftigere og samtidig er verdenssamfundets evne til at stikke hovedet i busken blevet større.

For ikke at gøre det for omfattende, er her kun medtaget de vigtigste forskningsresultater og tendenser, som viser væsentlige ændringer i forhold til IPCC’s tredje statusrapport.

1. Status

Forklaringen på den hurtigere stigningstakt er ikke klar. To mulige forklaringer kan være:

• Det er nu påvist med sikkerhed, at de nordlige tundraområder fra at optage CO2 er begyndt at afgive CO2. Altså en positiv feedback til den globale opvarmning. Hvis denne tendens forstærkes kan konsekvensen blive en dramatisk stigning i atmosfærens CO2-indhold. Nye undersøgelser viser, at Sibiriens tørvemoser alene rummer mellem 7 og 26 procent af de globale kulstofreserver eller omkring 550 milliarder ton kulstof.
• En anden mulighed er de enorme mængder af CO2, der er frigjort fra de ulmende, tropiske tørvemoser på Borneo, som er blevet antændt af de store skovbrande. Tørvemoserne kan fortsætte med at brande i mange måneder efter at skovbrandene er slukket.

Koncentrationen af metan i atmosfæren ser til gengæld ud til at have stabiliseret sig.

I sommeren 2003 oplevede Europa en voldsom hedebølge, som medførte en overdødelighed på mindst 19.000 dødsfald, ødelagte afgrøder i store dele af Middelhavsområdet og skovbrande i store dele af Europa. Mange klimaforskere betegner hedebølgen som en forsmag på en af konsekvenserne af den globale opvarmning. Simuleringer af fremtidens klima viser netop, at ekstreme temperaturer vil blive mere sædvanlige i fremtiden.

Satellitmålinger viser, at havet omkring Antarktis er blevet varmere. Temperaturstigningen betyder, at de såkaldte isshelfs, som nærmest kan betegnes som flydende udløbere af Antarktis indlandsgletschere, er begyndt at smelte nedefra. Det kan gøre dem ustabile, så de på et tidspunkt bryder sammen.

Arktis
Havisen udbredelsen i sommermånederne er faldet med 15-20 procent i løbet af de sidste 30 år. Den grønlandske Indlandsis viser tegn på en øget afsmeltning. Det område, hvorfra afsmeltningen sker, er øget med 16 procent fra 1979 til 2002.

Antarktis
Gletscherne på Vestantarktis er både blevet tyndere, og de glider hurtigere ud i havet end tidligere. Ændringerne forventes at øge havets stigning. Årsagen er, at det varmere havvand omkring Antarktis eroderer isshelfernes bund, så de bliver tyndere og svagere. Det betyder, at indlandsgletscherne får et friere løb ud imod havet, fordi isshelferne danner en slags prop i gletschernes udløb. Flere isshelfer er allerede brudt sammen, bl.a. andet den 3.250 kvadratkilometer store og 200 m. tykke Larsen B isshelf ved den Antarktiske Halvø.

Ekstremt vejr
Verden har oplevet usædvanligt ekstremt vejr i de sidste årtier, og de økonomiske tab på grund af storme og andre naturkatastrofer er øget tifold, siger en uafhængig forskergruppe. Ifølge World Water Council var der på globalt plan 26 større oversvømmelseskatastrofer i 1990’erne, sammenlignet med 18 i 1980’erne, 8 i 1970’erne og 6 i 1960’erne. Det største antal af alvorlige oversvømmelser har fundet sted i Asien, men også Europa har været ramt af et stigende antal oversvømmelser og jordskred på grund af voldsom nedbør.

Planteliv og dyreliv
Den globale opvarmning på ca. 0,6 grader begynder allerede nu at sætte sit fingeraftryk på planetens natur. Det er konklusionen på to omfattende gennemgange af et stort antal enkeltundersøgelser på området. Det ene af de to studier har dækket undersøgelser af 1.700 arter over perioder på mellem 20 og 100 år. Gennemgangen af enkeltundersøgelser viste bl.a., at arterne udbredelsesområder i gennemsnit har flyttet sig 6 km imod køligere breddegrader for hvert årti. Samtidig er forårsaktiviteter som frøerne parring, fuglenes redebygning og tidspunkt, hvor løvtræerne springer ud, sket i gennemsnit 2 dage tidligere for hvert årti. Det andet af de to studier har ved gennemgang af 1.500 arter fundet et tilsvarende tydeligt fingeraftryk for 80% af arternes vedkommende

 Det er en udbredt forstilling, at et stigende CO2-indhold i atmosfæren vil øge planternes vækst. Men det er slet ikke sikkert, at det vil blive tilfældet. En treårtig forsøgsrække udført af det amerikanske Stanford University og afsluttet i 2002 har vist, at de samlede konsekvenser af den globale opvarmning, nemlig såvel et højere CO2-niveau, men også højere temperaturer, øget nedbør og en øget afsætning af kvælstof i jorden, samlet set vil reducere planternes vækst. Altså det stik modsatte af, hvad den mere overfladiske optimistholdning har været. Resultaterne sætter altså et stort spørgsmålstegn ved, om en øget plantevækst vil hjælpe med at trække den CO2, vi udleder, ud af atmosfæren. Den betyder også et endeligt farvel til de sidste klimaoptimisters romantiske forestilllinger om en grønnere jord, når indholdet af CO2 I atmosfæren stiger.

Den fremtidige udvikling

Temperaturen
IPCC regner i deres tredje statusrapport med en temperaturstigning på mellem 1,4 og 5,8 grader C i perioden 1990 – 2100. Den forventede stigning i udledningerne af CO2 fra EIA og AEIA vil betyde en temperaturstigning i den absolut højeste ende af skalaen, hvis tendensen fortsætter ud over de næste par årtier

 En ny klimamodel fra det engelske Hadley klimacenter viser en større stigning i CO2-koncentrationen i atmosfæren og dermed også en større stigning i den globale gennemsnitstemperatur i løbet af de næste 100 år end hidtil antaget, når man bruger de samme forudsætninger om menneskeskabte udledninger af CO2. Årsagen er, at modellen bl.a. tager hensyn til, at de øgede mængden kulstof, der er optaget i de øverste jordlag i løbet af det 20. århundrede, vil blive frigjort igen efterhånden som jorden opvarmes. Modellen, som går ud fra det såkaldte IS92a scenario i IPCC’s anden statusrapport, viser end global temperaturstigning på ca. 5,5 grader celsius i forhold til den ujusterede kilmamodels temperaturstigning på ca. 4 grader celsius. På basis af disse beregninger må man konkludere, at den maksimale temperaturstigning på 5,8 grader celsius i IPCC’s tredje statusrapport kan vise sig at være undervurderet.

Havene
IPCC’s tredje statusrapprt regner med en havstigning på mellem 20 og 90 cm I løbet af dette århundrede. Den reelle stigning kan vise sig at komme til at ligge i toppen eller måske endda et stykke over dette skøn. Med de nuværende skøn for udledningerne af CO2 i de næste årtier vil havstigningen ligge i den høje ende af IPCC’s skøn. Hertil skal lægges, at afsmeltningen fra såvel Jordens indlandsgletschere som Antarktis kan blive 20-40 cm højere en IPCC’s skøn. I værste fald kan vi altså ende med en stigning på over 1 meter.

 Den stigende CO2-koncentration i atmosfæren vil betyde, at havets overfladelag gradvist bliver surere, efterhånden som CO2 optages fra atmosfæren. CO2 reagerer nemlig med vand og danner kulsyre. Havets normale surhedsgrad ligger på ca. 8, men eksperterne advarer om, at surhedsgraden kan falde til 7,4. Dette fald i surhedsgraden vil ifølge en dansk havbiolog, professor Katherine Richardson, betyde, at det marine miljø bliver grundlæggende ændret. F.eks. kan det få en ødelæggende effekt på de kalkdannende organismers evne til at danne deres skaller og skelleter, fordi mængden af tilgængelige kalkioner i havvandet vil falde. Det kan sætte den biologiske pumpe, som trækker CO2 ud af havvandet, ud af kraft og dermed alvorligt forrringe muligheden for, at naturen selv kan bringe balance i kulstofkredsløbet igen. Det kan også ødelægge korallernes evne til at danne kalkskeletter og dermed yderligere true koralrevene.

Fødevareproduktionen
Den globale opvarmning kan få alvorlige konsekvenser for risproduktionen. Der er en kraftig forbindelse mellem stigende nattemperaturer og dalende risudbytter. Udbyttet falder ifølge 12 års undersøgelser af risudbyttet på Fillippinerne med 10 procent for hver grads varme, nattemperaturen stiger.

Konklusion

De tendenser, som IPCC’s Tredje Statusrapport redegør for, er blevet endnu mere tydelige i de sidste år. Samtidig er  der begyndt at vise sig nogle ildevarslende tegn på, at klimaændringerne kan være ved at gå ind i en ny fase præget af en positiv feed-back fra økosystemerne. Det vil sige, at den globale opvarmning i sig selv udløser stigende CO2-udslip ud over de menneskeskabte udslip. De næste år vil vise, om denne tendens holder og evt. forstærkes.

Kyoto Protokollen er nu med Ruslands underskrift klar til at træde i kraft. Men to af verdens allerstørste klimaforurenere, nemlig USA og Australien, har stadig ikke skrevet under på aftalen og ser heller ikke ud til at ville gøre det foreløbig. Hvis den globale opvarmning skal holdes under de 2 grader celsius i forhold  til det førindustrielle niveau, som kræves for at undgå de helt katastrofale klimaændringer, er det nødvendigt allerede nu at komme i gang med at skabe forudsætninger for langt større nedskæringer i udledningerne af drivhusgasser, end Kyoto lægger op til. Og det er nødvendigt at lægge maksimalt pres på både USA og Australien. Hvis IAEA’s fremskrivninger af det fremtidige forbrug af fossile brændsel bare tilnærmelsesvis kommer til at holde stik, så vil det med stor sikkerhed føre verden ud i katastrofale klimaændringer.

Vigtigste kilder:
IPCC’s tredje vurderingsrapport
http://ens.netboghandel.dk/publ.asp?page=publ&objno=132857104

Danmarks klima 2003, DMI (DMI rapport nr. 04 06)

Impact of a Warming Arctic
http://amap.no/workdocs/index.cfm?dirsub=%2FACIA%2Foverview

Hadley Centre for Climate Research
http://www.met-office.gov.uk/research/hadleycentre/models/carbon_cycle/results_sulphate.html

Science Daily
http://www.sciencedaily.com/releases/2003/05/030521092312.htm