Kyoto – og hvad så?

28. oktober 2004

Efter lang tid tøven og modsatrettede signaler, har først Ruslands præsident Putin og derefter det rusiske parlament, Dumaen, ratificeret Kyoto Protokollen.

Ratificeringen betyder, at Kyoto Protokollen nu officielt kan træde i kraft. Kravet har ifølge Protokollen været, at den skulle ratificeres af industrialiserede lande, som tilsammen stod for 55 % af de globale udledninger af drivhusgasser. Den politiske signalværdi er væsentlig, men i praksis er betydningen knap så stor, idet tre af de allerstørste forurenere med drivhusgasser i verden stadig nægter at ratificere aftalen. Den største af dem er som bekendt USA, men også Canada og Australien har tilsluttet sig det dårlige selskab.

Spørgsmålet er så, om Kyoto Protokollen med dens meget begrænsede reduktionsmål alligevel er så meget værd. Aftalen forudsætter, at deltagerne skal nedsætte deres udledninger af drivhusgasser med 5 % som gennemsnit i årene 2008-2012 i forhold til udledningerne i 1990. Det er langt fra nok, hvis store klimaændringer med potentielt voldsomme og for nogle lande ligefrem katastrofale konsekvenser  i løbet af de næste 100 år skal undgås. Skal vi holde klimaændringerne på et acceptabelt niveau, taler vi om nedskæringer på omkring 60 % i løbet af de næste 40 – 50 år. Formanden for FN’s Klimapanel, Rajendra Pachauri, udtrykker det således: “Min fornemmelse er, at vi sandsynligvis vil behøve at gøre mere, end de fleste mennesker snakker om”.

Kyoto Protokollen er altså kun det første lille skridt i retning af, hvad der er nødvendigt at gøre for at hindre store, fremtidige klimaændringer på kloden. Dermed ligger dens værdi måske først og fremmest i at vise, at verdens nationer overhovedet formår at sætte sig sammen for at tackle det problem, som mange mener kan blive det allerstørste i fremtiden. Større end den terrortrussel, som alle taler om i øjeblikket. Men foreløbig har de tre største forurenere, som samtidig er blandt verdens allerrigeste lande, vist, at de ikke formår at forholde sig seriøst til fremtidens klimaproblemer.

Alt imens er koncentrationen af CO2 i atmosfæren steget til nye højder, og det ser ud som om det går hurtigere og hurtigere. Nogle forskere frygter, at vi måske allerede ser de første tegn på en positiv tilbagekobling, hvor den globale opvarmning virker selvforstærkende og får atmosfærens indhold af CO2 til at stige stadigt hurtigere.

Kilder:
BBC News, 22. oktober 2004 
Yahoo/Reuters, 25 oktober 2004