Klimaændringerne er en myte

3. december 2004 

En engelsk – efter sigende pro-Bush – tænketank er på vej til at barsle med en rapport, som kalder den globale opvarmning for en myte, og bl.a. hævder, at havniveuet slet ikke er ved at stige. Rapporten synspunkter skulle ligge tæt op ad  dem, som er god tone hos præsident Bush’s nærmeste rådgivere, og tænketanken The Internationan Policy Network har bl.a. modtaget penge fra oliegiganten ExxonMobil, som længe har ført lobbyvirksomhed imod at gøre noget for at nedbringe de menneskeskabte udslip  af drivhusgasser.

Rapportens holdninger ligger tæt op ad holdningerne i den udsendelse, der blev bragt i DR1 onsdag d. 1. december. Her blev der bl.a. viderebragt en kraftig kritik af FN’s Klimapanels arbejde. Et arbejde, som bygger på forskningsresultater fra flere tusinde klimaforskere over hele jorden. I udsendelsen blev der bl.a. hævdet, at temperaturen i virkeligheden næsten ikke er steget, men også, at en kraftig øget temperatur i det Indiske Ocean har øget fordampningen så meget, at vandstanden i virkeligheden skulle være faldet omkring Maldiverne. Der blev ikke givet nogen forklaring på, hvordan begge dele skulle være rigtige samtidig. De fleste af udsendelsen udsagn var af ældre dato, men linien i udsendelsen ligger meget tæt op ad den amerikanske regerings nuværende politik, som går ud på at forplumre klimadebatten mest muligt og dermed lægge flest mulige hindringer i vejen for at komme videre med de internationale klimaforhandlinger

Kilde:
The Guardian, 28. november 2004