Hvad sker der på Grønland?

30. august 2004

Den grønlandske indlandis smelter, og det går hurtigt. Nye forskningsresultater fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser viser, at afsmeltningen sker med en hastighed på ca. 10 meter om året – op til 10 gange hurtigere, end undersøgelser foretaget af NASA og offentliggjort i 2001 viste. Og de seneste data viser, at hastigheden er stigende.

Carl Bøggild fra GEUS siger til BBC News, at det er for tidligt at skyde hele skylden for den kraftige nedsmeltning på den globale opvarmning. Men sikkert er det, at indlandsisen smelter hurtigere og at isdækkets tykkelse er faldende. Der er ingen tvivl om, at der er store ændringer igang i Grønland.

Ifølge den sidste rapport fra FN’s Klimapanel, IPCC, forudsiger de store klimamodeller, at en vedvarende opvarmning på Grønland på mere end 3 grader celsius sandsynligvis vil føre til en næsten total nedsmeltning af den grønlandske indlandis med en havstigning på omkring 7 meter til følge. Der er stor sandsynlighed for at denne temperatur bliver nået i løbet af dette århundrede, hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter i det nuværende tempo.

Kilde:
BBC News, 28. juli 2004