![]() |
|||||
CO2-koncentrationen når ny rekordhøjde |
|||||
|
27. marts 2004 Koncentrationen af CO2 (kuldioxid) i atmosfæren nåede et rekordhøjt niveau på 376 ppm i 2003, rapporterer USA’s National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA). Dette er en stigning på 2,5 ppm i forhold til gennemsnittet i 2002. En lige så stor stigning blev registreret fra 2001 til 2002, men hvad måske er mere bemærkelsesværdigt, er at stigningstakten har taget et væsentligt spring op i forhold til den gennemsnitlige stigning på ca. 1,5 ppm i de sidste par årtier. Klimaforskerne siger, at man endnu ikke ved med sikkerhed, om den øgede stigningstakt er en varig tendens, men at det ikke er nogen overraskelse, hvis det var. Den mængde fossilt brændsel, der afbrændes, øges nemlig fortsat. Tendensen kan muligvis også pege henimod en positiv feedback, idet den globale opvarmning i sig selv øger den mængde CO2, der frigøres fra havene og landjorden. Noget mange klimaforskere er bekymrede for. Regelmæssige målinger af atmosfærens indhold af CO2 startede i slutningen af 1950’erne, hvor koncentrationen i atmosfæren blev målt til 315 ppm. Siden da har koncentrationen været støt stigende. FN’s Klimapanel (IPCC) vurderer, at koncentrationen af CO2 vil stige til mellem 650 og 900 ppm i 2100, hvis man ikke gør noget for at begrænse udledningerne. Det vil betyde en global temperaturstigning på omkring 6 grader celsius i forhold til 1990. Politiske beslutninger om at begrænse udledningerne af CO2 globalt er hidtil blevet kørt af sporet på grund af USA’s modstand mod at ratificere Kyoto Protokollen. Kilde: |
|||||