Pentagons klimamareridt
12. marts 2004
Nogle i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har haft et slemt mareridt. Hvad nu, hvis den globale opvamning faktisk eksisterer, og ikke, som Bush regeringen ellers har for vane at sige, bare er en usikker videnskabelig teori, som måske slet ikke har noget på sig. Mareridtet har fået Pentagon til seriøst at se på, hvordan den globale sikkerhedsmæssige situation kunne komme til at udvikle sig, hvis det værst tænkelige sker.
Udgangspunktet er den frygt, et stigende antal klimaforskere har for, at den globale opvarmning ikke bare bliver en jævn udvikling, men kan medføre klimamæssige ”spring”, som kan kaste det meste af kloden ud i en krisesituation, hvor fødevareforsyningen bliver ustabil og økonomien kollabser i et stort antal lande.
Et sådant muligt klimaspring kunne betyde, at de store systemer af havstrømme, som er med til at styre klodens klima, skifter hurtigt fra en tilstand til en anden. Vi ved bl.a. fra undersøgelser af isborekerner fra Grønlands indlandsis, at det er sket før, så derfor kan det også ske igen. Kommer havstrømmene ud af deres hidtidige balance, kan det betyde, at Golfstrømmen holder op med føre varmt vand fra ækvator til Nordeuropa og Skandinavien. Vores meget milde klima i Danmark skyldes Golfstrømmen. Uden dens tilførsel af varmt vand ville vi få et klima noget i retning af Sibirien med meget kolde vintre og korte, kølige somre. En sådan situation vil ifølge nogle klimaforskere kunne indtræffe i en ikke alt for fjern fremtid, måske allerede inden for nogle få årtier.
Pentagon-rapportens fremtidsscenario tager udgangspunkt i, at et sådant klimaskift begynder at ske i allerede i år 2010. De første klimaændringer bliver taget for at være normale, tilfældige klimavariationer, hvilke får de såkaldte ”klimaskeptikere” til at affærdige ændringer som usikre og uvigtige. Af frygt for at blive beskyldt for at male ”fanden på væggen” tør politikerne ikke handle. Derfor går kostbare år tabt, hvor man muligvis kunne gøre noget for at imødegå udviklingen. I år 2020 er der ingen tvivl om, at der er ved at ske noger drastisk. Gennemsnitsemperaturen er faldet med små 3 grader i dele af Nordamerika og ca. 3,5 grader i dele af Europa. Massiv tørke er begyndt at sætte ind i vigtige landbrugsområder. Den gennesnitlige nedbør er faldet med 30 procent i det nordlige Europa og klimaet er begyndt at ligne Sibiriens.
Voldsomme storme bliver mere og mere almindelige efterhånden som Golfstrømmen og de andre store havstrømme begynder at fluktuere. En særlig kraftig storm får havet til at bryde igennem digerne i Holland.
Efterhånden som situationen forværres vil både Nordamerika og Europa forsøge at bygge en mur op imod en stigende flygtningestrøm sydfra. Europa vil også slås med problemer med interne flygtningestrømme, når et stigende antal mennesker fra Skandinavien søger sydpå mod et varmere klima.
Scenariet tegner et billede, hvor tørke og oversvømmelser verden over forårsager stigende internationale spændinger, hvor alle forsøger at pleje deres egne interesser. En stigende atomoprustning vil ifølge dette scenario være uundgåelig, og risikoen for, at atomvåben bliver brugt i en konflikt, vil stige efterhånden som klodens bæredygtighed bliver overskredet. Der vil være stor risiko for desperate krige over fødevareforsyninger, vand og energiressourcer.
Rapporten fra Pentagon står i stærk kontrast til den amerikanske regerings officielle holdning, som groft sagt kan beskrives som ligegyldighed over for de mulige konsekvenser af den globale opvarmning. Bush-regeringen var da heller ikke lang tid om at affærdige rapporten som en teoretisk afhandling om en usandsynlig ”værst tænkelig fremtid”. Men rapporten burde alligevel mane til eftertanke. Det beskrevne fremtidsbillede er ikke urealistisk, måske ikke allerede om 20 år, men måske om 50, 75 eller 100 år. Vores viden om, hvad der skal til for at udløse et klimaspring, som det rapporten tager udgangspunkt i, er under alle omstændigheder for lille til, at vi kan tillade os at affærdige det som utænkeligt.
Kilder:
Yahoo, AFP, 24. februar 2004
