Er Jorden programmeret til ikke at blive for varm?

16. februar 2004

Britiske og Schweiziske forskere mener at have fundet en geologisk mekanisme, som skulle kunne hindre, at klimaet går amok i en såkaldt løbsk drivhuseffekt, f.eks. fremkaldt af menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. En god nyhed, hvis det er rigtigt. Den dårlige nyhed er, at det tager meget lang tid, før temperaturen igen falder til det oprindelige niveau. Over 120.000 år, siger forskerne.

Forskningsresultaterne stammer fra en undersøgelse af en pludselig temperaturstigning i Jordens atmosfære for ca. 180 millioner år siden. Af endnu ukendte grunde frigjordes meget store mængder frossen metan fra havbunden og opløstes i havet, hvorfra det igen blev frigivet til atmosfæren. Metan er en kraftig drivhusgas, og de store mængder, der frigjordes, har øget den globale gennemsnitstemperatur med mellem 3 og 5 grader C. Undersøgelse af klippemateriale fra perioden har vist, at den øgede temperatur satte gang i erosionen fra landjorden, hvilket frigav store mængder kalcium og jern til havet. Disse kemikalier har så ifølge forskerne sat gang i kemiske reaktioner, som har bundet store mængder kulstof som kalciumkarbonat, der efterhånden har aflejret sig på havbunden. Det har igen betydet en mindre koncentration af kuldioxid i atmosfæren og en langsom sænkning af temperaturen.

Det kunne betyde, at Jordens klima også kan regenerere efter en menneskeskabt temperaturstigning. Men det er ikke noget, der sker lige med det samme. Virkningerne af det, vi gør ved klimaet, vil stadig have konsekvenser for dyre- og plantelivet og for den menneskelige civilisation i titusindevis af år frem i tiden.

The Globe and Mail, 2. februar 2004