Mindre olie end forventet?

26. oktober 2003

Der er langt mindre olie og gas i undergrunden end hidtil skønnet, siger svenske forskere fra Uppsala Universitet. Så lidt, at olieforsyningerne vil toppe alerede i år 2010, dvs om mindre end 7 år, og naturgassen vil hurtigt følge efter. Derfor, siger de svenske forskere, vil afbrænding af olie og gas ikke kunne give de klimaændringer, som FN’s klimapanel (IPCC) forudsiger.

Ifølge de svenske forskere er der samlet set olie- og gasreserver svarende til 3.500 tønder olie. Det er betydeligt mindre end IPCC’s mindste skøn på 5.000 tønder og langt mindre end det højeste på 18.000 tønder olie. Om det i den sidste ende vil betyde noget positivt for den globale opvarmning, er yderst tvivlsomt. Der er nemlig meget store mængder kul tilbage i undergrunden, og det vil alt andet lige betyde en større udledning af CO2, da kul indeholder mere CO2 pr. energienhed end olie og specielt end naturgas. Det eneste, der kan hindre en stigende global opvarmning er en nedskæring af de samlede udledninger af CO2 og andre drivhusgasser. Det svenske skøn er dog stadig kontroversielt og endnu ikke bekræftet af andre lignende analyser. Skulle de svenske skøn vise sig at være rigtige, kan vi forvente voldsomt stigende oliepriser efter år 2010 med deraf følgende konsekvenser for verdensøkonomien og potentielle konflikter om de resterende oliereserver.

Kilde:
New Scientist, 3. oktober 2003