Er den globale opvarmning den største ”terrortrussel”?

17. oktober 2003

Vinteren nærmer sig, og temperaturen nærmer sig et niveau, der får sommernes hedebølge til at synes langt væk. Samtidg begynder der at komme skøn over, hvor mange liv, den voldsomme hede i Europa kostede. August måned blev den varmeste endnu registreret på den nordlige halvkugle.

The Earth Policy Institute, en såkaldt miljø-tænketank i Washington, har forsøgt at opgøre dødsfaldene i 8 europæiske lande på grundlag af de tilgængelige data, og er kommet frem til at skøn på mindst 35.000 dødsfald på grund af hedebølgen. Frankrig blev værst ramt med næsten 15.000 dødsfald, mens hedebølgen skønsmæssigt kostede 7.000 livet i Tyskland og over 4.000 i både Spanien og Italien. Hårdest er det gået ud over ældre mennesker, små børn og kronisk syge. Da der ikke er tilgængelige tal for alle europæiske lande, må det samlede dødstal forventes at være væsentligt større end de 35.000.

Hedebølger er tavse dræbere, som normalt ikke skaber den store medieomtale. Sommerens dødstal i Frankrig alene var ca. 19 gange højere end det samlede antal dødsfald i SARS epidemien, som skabte panik verden over. Og det samlede antal ofre for terroraktioner verden over i 2002 og 2003 inklusive World Trade Center ligger stadig meget langt under antallet af ofre for sommerens hedebølge.


Hedebølger kun en del af problemet

Dødsfald på grund af hedebølger er kun en lille del af det samlede antal dødsfald med rødder i den globale opvarmning. Et hold forskere fra WHO – Verdenssundhedsorganisationen og et engelsk institut or tropesygdomme har vurderet, at ca. 160.000 mennesker allerede nu dør hvert år på grund af bivirkningerne af den globale opvarmning, og at dette tal sandsynligvis vil fordobles i år 2020. Årsagerne spænder fra malaria og dysenteri til fejlernæring og hungersnød som følge af højere temperaturer, tørke eller oversvømmelser. Langt de fleste af disse dødsfald forekommer i verdens fattige områder i Sydamerika, Afrika og Sydøstasien.

Kilder:
New Scientsit, 10. oktober 2003
Yahoo News,/ Reuters, 30. september 2003