Hedeslag – del 2

Den europæiske hedebølge ser ud til at have toppet – for denne gang. For ifølge klimaforskerne er der mere af samme slags at vente i fremtiden. Og hvis vi ikke snart begynder at nedsætte vores udledninger af drivhusgasser, specielt CO2, kraftigt, kan det blive endnu værre i de kommende årtier.

Konsekvenserne af sommerens hedebølge er endnu langt fra opgjort, men de bliver helt sikkert omfattende, både i menneskeliv, i skader på skove og landbrugsafgrøder og i kroner og øre, eller snarere euro.

Mange ældre mennesker har mistet livet på grund af heden i de værst ramte områder på grund af dehydrering. I Frankrig alene skønner sundhedsmyndighederne, at hedebølgen har været årsag til omkring 3.000 dødsfald. De omfattende skovbrande har også kostet menneskeliv, og som noget måske lidt uventet har heden været den medvirkende årsag til en række dødsulykker i Alperne, hvor klatrere og bjergvandrere er blevet ramt af jordskred og nedstyrtende klipper. Hedebølgen har drevet frysepunktet op i langt større højder end normalt, og det har fået is og frossen jord til at smelte og blive ustabil i langt større højder end normalt.

Skovbrande er ikke unormalt i Middelhavsområdet om sommeren. Men denne sommer har skovbrandene været langt mere omfattende end normalt. Man regner med, at der normalt brænder omkring 50.000 hektar skov årligt i Europa, men denne sommer er der alene i Portugal, hvor skovbrandene har været værst, nedbrændt 200.000 hektar skov eller mere end 5 procent af Portugals samlede skovareal. Tørken har også medført skovbrandene langt ud over middelhavsområdet, og bl.a. Alperne, Tyskland, Polen og Rusland har været ramt.

Hedebølgen og den medfølgende tørke er selvsagt også gået hårdt ud over landbruget specielt i Middelhavsområdet, men også i Tyskland, hvor man skønner, at hedebølgen allerede har kostet landbruget mere end de ødelæggende oversvømmelser sidste sommer. Tørken har også medført, at vandstanden i mange floder er faldet med flere meter. Det gælder bl.a. Po-floden i det nordlige Italien. Hvor store tab, der bliver tale om, ved man endnu ikke, men det er sikkert, at tabene bliver omfattende.

Kilder:
BBC News, 30. juli 2003
Planet Ark(REUTERS , 5. august 2003
Yahoo/AFP, 4. august 2003
New Scientist, 5. august 2003
The Guardian, 6. august 2003
Yahoo/AFP, 8. august 2003
Christian Science Monitor, 13. august 2003
Planet Ark/REUTERS, 15. august 2003