Smeltevand kan blokere for Golfstrømmen

22. april 2003

Den globale opvarmning vil kunne smelte meget af den grønlandske indlandsis allerede i løbet af de næste 100 år og dermed forårsage voldsommme regionale klimaændringer, viser en ny klimamodel. Men smeltevandet kan på længere sigt forhindre yderligere klimaændringer på Grønland.

De nye beregninger viser, at temperaturen på Grønland kan stige ca. 4 grader inden 2080. Den resulterende afsmeltning fra Indlandsisen vil forårsage en havstigning på 5 cm, og smeltevandet vil danne en ferskvandssø oven på Nordatlantens salte havvand omkring Grønland. Omkring 2080 vil denne ferskvandssø ifølge den nye klimamodel blokere for Golfstrømmens varme nordgående strøm.

Skulle det ske som klimamodellen forudsiger, vil det nordlige Europa (og dermed Danmark) blive udsat for en afkøling på ca. 3 grader og det nordlige Canada på op til 5 grader. Samtidig vil temperaturen på Grønland dykke kraftigt med helt op til 10 grader og dermed standse nedsmeltningen af Indlandsisen.

Kilde:
Nature News Service, 15. april 2003