Usikkerhed om CO2-deponnering i havbunden
Der udvises i øjeblikket en stor fantasi i bestræbelserne for at undgå for drastiske nedskæringer i forbruget af fossile brændsler. En af de teknologiske løsninger, som har været bragt på banen også i Danmark, er at injicere CO2 fra kraftværkerne i geologiske lag dybt under havbunden. En af mulighederne er olieførende lag, hvor man endda får den ekstra effekt at kunne presse mere olie ud. En næsten magisk løsning på et sølvfad: mindre CO2 op i atmosfæren og mere olie op fra oliefelterne!!
Næsten for godt til at være sandt, og det er det sandsynligvis også. I en undersøgelse foretaget af to amerikanske forskere fremhæves det, at problemerne med at finde sikre steder til at deponere CO2 kan blive større, end forskerne i starten forestillede sig. Ifølge de to forskere er deponering i havbunden nemlig ikke nogen permanent løsning till at reducere ophobningen af CO2 i atmosfæren, men i bedste fald en teknik, som kan købe os noget tid. Den CO2, der bliver dumpet under havet vil nemllig ikke blive der for evigt, men i tidens løb boble op til overfladen og ud i atmosfæren.
Ønsker man at bruge denne teknik drejer det sig altså ikke om at finde et endeligt oplagringssted, men steder, hvor der går så lang tid som muligt før den deponerede CO2 slipper ud i atmosfæren. Og det er ikke nogen let opgave, bl.a. fordi den globale opvarmning sandsynligvis vil påvirke oceanernes udveksling af dybvand og overfladevand og dermed også udveksllingen af CO2 imellem vandlagene i oceanerne.
Tilbage bliver, at en teknologisk løsning på CO2-problemet af denne art ikke bliver nogen endelig løsning, men kun en måde at skubbe problemerne videre til vores efterkommere. Præcis ligesom problemerne med atomkraftens højradioaktive afffald er blevet skubbet videre til de næste generationer.
Kilde:
Science Daily, 4. december 2002
