![]() |
|||||||
Våd, varm og ...
|
|||||||
| 16. august 2002 Europa er ved at drukne. Nepal, Bangladesh og det nordøstlige Indien er bare nogle af de områder i Asien, der er plaget af oversvømmelser. Selv i Danmark har vi flere steder haft efter danske forhold store oversvømmelser forårsaget af voldsom nedbør. Til gengæld er der hård tørke bl.a. i USA og i den nordvestlige del af .Indien Er vejret af lave, eller er der bare tale om almindelige, men i øjeblikket lidt usædvanlige klimasvingninger. Nogle klimaforskere mener ja, - andre som bl.a. vores hjemlige tv-vejrprofeter - tager den folkelige snusfornuft og den almindelige glemsomhed om vejret i ed på, at tingene i virkeligheden ikke har forandret sig. Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Sikkert er det, at det er blevet varmere globalt set. Omkring 0,6 grader er den globale gennemsnitstemperatur steget siden industrialiseringen og dermed den menneskeskabte påvirkning af klimaet begyndte. Sikkert er det også, at træerne springer tidligere ud og at trækfuglene kommer tidligere. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at klimaforskerne har forudsagt, at den globale opvarmning kunne medføre flere ekstreme vejrbegivenheder af den slags, som vi ser i øjeblikket. Men det betyder naturligvis ikke, at det kan bevises, at den globale opvarmning er skyld i netop de nuværende oversvømmelser. Det vil i det hele taget være stort set umuligt at føre bevis for, hvilke skader, der skyldes den globale opvarmning, og hvilke, der bare er tilfældige vejrbegivenheder. Jorden er ikke et laboratorium, man kan eksperimentere i, og det er umuligt at eftergøre klimasituationer og vejrbegivenheder, så man skal finde ud af, hvad der skyldes hvad. Hertil kommer, at den omfattende regulering af floderne i Europa har gjort det næsten umuligt for dem at komme af med deres overskudsvand ved at oversvømme lavtliggende, ubeboede områder i situationer med ekstrem nedbør. Når det så går galt, går det rigtig galt. Tilbage bliver, at oversvømmelserne i nogle områder slår nye rekorder, og man nogle steder bl.a. i Østrig har målt den største mængde nedbør nogensinde. Og det er ikke første gang i løbet af de sidste år, at man har snakket om vejrrekorder. Så sent som for to år siden i oktober 2000 blev både England, Norditalien, Frankrig og Schweitz ramt af voldsomme oversvømmelser og det er ikke mange år siden, Østeuropa sidst var ramt of omfattende oversvømmelser. Vi kan ikke med sikkerhed sige, om den globale opvarmning har haft nogen indflydelse på de sidste års ekstreme vejr i Europa og i resten af verden, men der er en stor sandsynlighed for, at den globale opvarmning vil betyde mere af den slags vejr i fremtiden. Og det kan blive kostbart, både for de enkelte familier, der bliver ramt, og for samfundet som helhed. Allerede nu snakker danske forsikringsselskaber om, at det vil blive både sværere og dyrere at forsikre sig imod den slags situationer og i Tyskland og Tjekkiet tales om skader for milliarder. Vejret kan vi ikke gøre noget ved, men den globale opvarmning kan vi stadig nå at sætte en bremse for. En af de ting, vi kan gøre, er at sætte fart på omlægningen af energiforsyningen væk fra de fossile brændsler, som er med til at skabe den globale opvarmning og presse andre lande til at gøre det samme. Nu har vi fået en smagsprøve på, hvor både dyrt og ubehageligt det kan blive at vente. Kilder: Reuters, Environmental News Network, 14. august 2002 The Guardian, 14 august 2002 Reuters News Service, Planet Ark, 12. august 2002 Associated Press, Environmental News Network, 13. august 2002 Artikler om oversvømmelser og vejr i Danmark an findes på DMIs hjemmesider |
|||||||