![]() |
|||||||
Vil klodens temperatur stige endnu hurtigere end forventet?
|
|||||||
| 16. maj 2002 Klimaforskere fra et af de mest anerkendte forskningscentre, Hadley Center for Climate Predictions and Research i England, advarer om, at klodens temperatur stiger endnu hurtigere end tidligere forventet. Årsagen er, at udledningerne af drivhusgasser, specielt kuldioxid, stiger hurtigere end forventet. FNs klimarapport fra 2001 taler om en forventet temperaturstigning på mellem 2 og 5 grader C ved slutningen af dette århundrede, men de seneste data antyder, at temperaturen kan stige endnu mere, idet det værst tænkelige scenario nu viser en stigning i udledningerne af kuldioxid på fire gange det nuværende niveau, hvilket er betydeligt højere end hidtil forventet. Indtil nu er en stor del af den kuldioxid, der er udledt bl.a. som følge af afbrænding af fossile brændsler, blevet optaget af landjordens vegetation og af havet. Men dette kan ændre sig efterhånden som kloden bliver varmere. Til eksempel kan tørke betyde omfattende skovbrande eller ødelæggelse af skove og anden vegetation, hvilket alt sammen er med til at øge indholdet af kuldioxid i atmosfæren endnu mere. Ifølge de engelske klimaeksperter vil gennemsnitstemperaturen i England kunne stige med helt op til 8 grader i 2080 i stedet for de ca. fire grader, der har været forventet. En temperaturstigning af denne størrelsesorden vil være ødelæggende for både naturen og for vores samfunds infrastruktur og økonomi. Skal vi stabilisere CO2 niveauet i atmosfæren, er det nødvendigt, at vi skærer udledningerne ned med 60 70 procent ved slutningen af dette århundrede. Kilde: Reuters, 13. maj 2002 |
|||||||