Opvarmning i Himalaya kan udløse oversvømmelser

29, april 2002

Mere end 40 søer i Himalaya bjergkæden kan gå over deres bredder i den nærmeste fremtid og bringe titusinder af menneskers liv i fare, advarer forskere. Årsagen er, at søerne hurtigt fyldes med vand, fordi de stigende temperaturer smelter de omliggende gletschere og snefelter. Gennemsnitstemperaturen i området er 1°C højere nu end i 1970’erne. I første omgang er 20 gletschersøer i Nepal og 24 i det nærliggende Bhutan blevet potentielt farlige som et resultat af klimaændringerne og truer med af bryde igennem deres barrierer i løbet af de næste 5 til 10 år. Udover disse kan der ifølge forskerne være mange andre både i Himalaya og andre steder i verden, som udgør en lige så stor trussel, men som man ikke har kendskab til.

På endnu længere sigt er det dog ikke oversvømmelser, men udtørring af floderne, der bliver den største trussel. Gletschere og snefelter fungerer som vandreservoirer. De holder på den nedbør, der falder som sne om vinteren og afgiver den som smeltevand om foråret og sommeren, når der er mest brug for vandet til de afgrøder, som lokalbefolningen er afhængig af. Forsvinder gletscherne, vil mange flodsystemer og søer tørre ud om sommeren, hvilket kan få store konsekvenser for fødevareforsyningen.

Kilde:
BBC News, 16. april 2002