Retssager kan blive det næste våben i klimakampen

12. marts 2002

De små, fattige Stillehavsnationer har meget få midler til deres rådighed, når det drejer sig om at kæmpe for deres overlevelse i en verden med global opvarmning og et stigende hav. Et af disse midler kunne være retssager, selvom disse vil blive uforholdsmæssigt dyre, langvarige og sandsynligvis umulige at vinde. Men de kan være et middel til at vende verdens opmærksomhed imod disse ønationer, som med rette frygter for deres overlevelse, hvis havet fortsætter med at stige som følge af den globale opvarmning.

“ Vi står over for en situation, som kan betyde ødelæggelser uden sidestykke og mennesker, som skal flytte fra deres hjem”, siger Stanley Simpsom fra gruppen Pacific Concerns Resource Center, som holder til på Fijiøerne. “En retssag vil blive meget vanskelig, men selv, hvis de taber den, tror vi, at de vil vinde den i offentlighedens mening.” Udtalelsen kom på baggrund af, at statsministeren i den lille ønation Tuvalu, Koloa Talaka, har udtalt, at hans land på 10.000 indbyggere overvejer at sagsøge USA og Australien for ikke at ratificere Kyoto Protokollen fra 1997 vedrørende en nedskæring af udslippene af drivhusgasser.

Tuvalu udgøres af ni små atoller, som på deres højeste punkt rejser sig lidt over 5 meter over det nuværende havniveau. Andre øgrupper, som ligger forrest i skudlinien er det kendte turistparadis Maldiverne i det Indiske Ocean og Kiribati, Niue og Marshaløerne i Stillehavet.

Kilde:
Reuters, Environmental News Service