Flere oversvømmelser i dette århundrede

5. februar 2002

To uafhængige forskerhold forudsiger mere ekstrem nedbør og større oversvømmelser i dette århundrede. Det bliver specielt Canada, Alaska, Nordeuropa og det nordlige Asien, der bliver ramt, men også det ækvatoriale Afrika og Sydøstasien vil få øget nedbør og flere oversvømmelser. Begge forskerhold siger, at den forventede udvikling bliver et resultat af den menneskeskabte, globale opvarmning. Konsekvenserne af denne udvikling kan blive store og meget omkostningskrævende ødelæggelser på veje, broer og bygninger, og det kan skade landbrugsproduktionen på grund af mistede afgrøder og jorderosion.

Tendenserne til denne udvikling kan allerede nu ses ud af data, som det ene af forskerholdene har indsamlet om oversvømmelseshyppigheden for 29 større flodsystemer rundt omkring i verden. Tallene viser, at antallet af såkaldte 100-års oversvømmelser - dvs. oversvømmelser af en størrelse, som normalt kun finder sted en gang hvert 100 år - er steget markant i de sidste årtier i det 20. århundrede. “Sandsynligheden for, at det skulle ske tilfældigt, er så lille, at det er værd at se efter andre grunde til, at der var så mange oversvømmelser i de sidste par årtier”, siger en af forskerne. Hvad mere er, når man sætter de såkaldte klimamodeller til at udregne hyppigheden af oversvømmelser, viser de en stigning, som ligger meget tæt på, hvad man faktisk har kunnet konstatere i slutningen af sidste århundrede.

På basis af de samme modeller har forskerne beregnet udsigterne for dette århundrede. Resultatet viser, at de såkaldte 100-års oversvømmelser vil stige mellem 3 og 6 gange i hyppighed. Og det nordlige Europa - dvs, bl.a. Danmark - vil sandsynligvis få meget våde vintre i dette århundrede.

Forskningsresultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature d. 31. januar.

Kilde:
National Geographic, 30. januar 2002