![]() |
|||||||
Hvad sker med Antarktis klima?
|
|||||||
| 3. februar 2002 Klimaet på Antarktis er ved at ændre sig, men hvor meget og hvor hurtigt er stadig noget af en gåde for de forskere, der beskæftiger sig med emnet. Den første måned i det nye år har bidraget yderligere til gåden med nye videnskabelige rapporter om såvel opvarmningstendenser som det modsatte. Et af de områder, hvor de globale klimaændringer er tydeligst, er den såkaldte Antarktiske halvø. Her er temperaturen steget med i gennemsnit 2,5 grader C i løbet af de sidste 50 år. De nyeste forskningsresultater bekræfter denne opvarmningstendens yderligere. Et hold forskere har fulgt såvel temperaturen som kemien og biologien i nogle små søer på en ø ved navn Signy Island, som ligger ud for den antarktiske halvøs spids. Her er sommertemperaturen steget med ca. 1 grad C fra 1981 til 1995 og den tid, hvor søerne er isfri, er øget med ca. 1 måned. Det har ført til ændringer i søernes kemi og mikrobiologiske processer i en skala, som ifølge forskerne er langt større end forventet, og klart større end de nuværende klimamodeller har forudsagt. Den antarktiske halvø udgør kun en meget lille, og lidt speciel del af Antarktis, men der er også meldinger om stigende temperaturer og klimaændringer fra andre dele af det store kontinent. Der er rapporteret om rekordhøje temperaturer både på selve Sydpolen og på den amerikanske McMurdo station. Til gengæld har forskere fundet en faldende temperaturtendens i nogle snefri antarktiske dale nær McMurdo Sound på godt en halv grad C i løbet af de sidste 35 år. Også de antarktiske gletschere giver forskerne modstridende signaler. Det er specielt den vestantarktiske iskappe, som har bekymret nogle forskere. Der har været rejst spørgsmål omkring risikoen for, at denne del af Antarktis iskappe kunne disintegrere med en havstigning på op til 5 meter til følge. Det drejer sig specielt om den såkaldte Ross ishylde, som er de sidste år har vist tegn på at blive tyndere, og i nogle tilfælde er der brækket kæmpemæssige isbjerge af på størrelse med en mindre amerikansk stat. Nu er der imidlertid forskere, som har fundet, at dele af isstrømmene i den store Ross gletscher er ved at blive tykkere. Om det giver grund til at ånde lettet op, er endnu for tidligt at sige. Efter nogle forskere mening er der tale om periodiske svingninger i isstrømmene. I øvrigt er et øget snefald og dermed tykkere gletschere netop hvad man kan forvente som de første tegn på den globale opvarmning ifølge den sidste rapport fra FNs klimapanel. Der er ingen tvivl om, at de globale klimaændringer er begyndt at sætte deres spor på Antarktis og specielt på den antarktiske halvø. Men det er tilsyneladende endnu for tidligt at sige noget om, hvordan og specielt hvor hurtigt Antarktis generelt vil reagere på den globale opvarmning. Men risikoen for pludselige ændringer med en hurtig havstigning på er efter mange forskeres mening stadig til stede. På længere sigt vil denne risiko kun øges, hvis den globale opvarmning får lov til at fortsætte. Kilder: |
|||||||