25.000 mennesker dræbt af naturkatastrofer i 2001

2. januar 2002

Ekstremt vejr på grund af den globale opvarmning koster flere og flere penge. Verdens største genforsikringsselskab, Munich Re siger i sin årlige status, at storme og oversvømmelser dominerer statistikkerne for 2001 og bidrager med mere end to tredjedele af de 700 største katastrofer. De har samtidig været årsag til 91 procent af de samlede forsikringstab forårsaget af naturkatastrofer. De totale forsikrede tab blev 11,5 milliarder $ sammenlignet med 7,5 milliarder $ i år 2000.

“Skovbrande i Australien, oversvømmelser i Brasilien i Tyrkiet, snekaos i Central- og Sydeuropa og en tyfon i Singapore, hvilket meteorologisk set skulle være utænkeligt, er altsammen indikatorer for en sammenhæng mellem klimaændringer og en stigning i vejrrelaterede katastrofer”, siger selskabet i sin udtalelse. Den værste enkeltstående naturkatastrofe var dog ikke vejrrelateret, men jordskælvet i den tætbefolkede Gujarat provins i Indien med 14.000 bekræftede dødsfald. Den værste vejrrelaterede katastrofe i 2001 var den tropiske storm Allison, som forårsagede tab på ca. 6 milliarder $, hvilket gjorde den til “den dyreste tropiske storm i historien”.

I udtalelsen siges det, at tabene på grund af ekstreme naturkatastrofer kan blive endnu større end de forsikrede tab på grund af terrorangrebet den 11. september på World Trade Center i New York. “Kunder, forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber må tage højde for det utænkelige. Ifølge vores skøn, kan ekstreme tab på grund af naturkatastrofer blive endnu højere end forsikringstabene fra 11. september”, siger bestyrelsesmedlem i Munich Re, Wolf Otto Bauer i udtalelsen.

Kilde:
Reuters News Service, 1. januar 2002