Den globale opvarmning vil ramme verdens fødevareforsyning

10. november 2001

Høstudbyttet af verdens vigtigste afgrøder kan falde med op til 30% på grund af den globale opvarmning, siger en ny rapport fra FN’s Miljøprogram, UNEP. Rapporten blev frigivet ved de internationale klimaforhandlinger i Marokko i sidste uge. I rapporten siges bl.a., at forskere har fundet beviser for, at stigende temperaturer kan skade vitale afgrøder som hvede, ris og majs, og at nye undersøgelser viser, at udbytterne, specielt i troperne, vil kunne falde med så meget som 10% for hver grad, temperaturen stiger. Ifølge IPCC (FN’s Klimapanel) vil gennemsnitstemperaturen i de tropiske områder stige med ca. 3 grader celsius i løbet af de næste 100 år, hvis vi ikke nedsætter udledningerne af drivhusgasser. Milliarder af menneskers overlevelse i de tropiske områder afhænger af afgrøder som ris, majs og hvede.

Højere temperaturer kan betyde, at man flytter dyrkningen op i højereliggende bjergområder, hvor det kan true i forvejen følsomme skovområder og dyreliv.

Kilde:
Reuters News Service, Planet Ark, 8. november 2001