![]() |
|||||||
Verdens koralrev er ved at forsvinde, siger FN rapport
|
|||||||
| 16. september 2001 Verdens koralrev dækker et langt mindre område, end forskerne før har antaget, og de svinder hurtigt ind under en dødelig kombination af forurening, klimaændringer og dynamitfiskning, siger en nylig offentliggjort rapport fra FNs miljøprogram, UNEP. Det offentliggjorte Koralatlas viser bl.a., at koralrevene kun dækker mindre end en tiendedel af en procent af havbunden, og at de ydermere er på tilbagegang over hele Jorden. Dette kan vise sig at blive kritisk ikke bare for de ca. 2 millioner plante- og dyrearter, som koralrevene er hjemsted for, men også for fiskeri, kystbeskyttelse og turisme i mange af de lande, hvor koralrevene findes. Koralatlasset viser, at der kan ses skader på koralrev overalt på Jorden, men også, at visse områder er hårdere ramt end andre. I Indonesien f.eks. er 83 procent af alle koralrev i fare på grund illegalt fiskeri med dynamit, og dele af det Indiske Ocean har mistet 90 procent af koralrevene efter den voldsomme El Niño i 1998. En af de sørgeligste kendsgerninger ved koralrevenes udslettelse er, at det er fuldstændig uden fornuft, siger Mark Spalding, ledende forfatter af rapporten. Beskyttelse af koralrevene er ikke bare godt for fiskeriet, det medfører også sociale og økonomiske fordele for de lokale samfund. Kilder: Reuters, Environmental News Network, 12. september 2001 CNN News, 11. september 2001 UNEP, Announcing the release of the WORLD ATLAS OF CORAL REEFS |
|||||||