Engelske regering skjuler omfanget af klimatruslen, siger rapport

10. juli 2001

En engelsk kampagnegruppe, The New Economics Foundation, siger i en rapport, at den engelske regering ikke oplyser den engelske befolkning om, hvad det virkelig vil betyde at imødegå klimaændringer. Gruppen siger, at de tiltag, der skal til, vil være langt mere drastiske, end de fleste mennesker forestiller sig, og at landet kan blive svært at regere, når almindelige mennesker opdager, hvad der står på spil. Rapporten siger også, at magtbalancen mellem rige og fattige lande er på vej til at skifte, og at den ændrede bevidsthed omkring atmosfæren som noget fælles, der deles af alle på jorden er ved at skabe ideen om økologisk gæld. De industrialiserede lande har opsamlet en stor økologisk gæld til det globale samfund, og efterhånden som de fattige lande opdager deres rolle som økologiske kreditorer, vil der blive vendt op og ned på de internationale relationer.

Men den tilføjer også, at der er opmuntrende lektier at lære fra den senere historie. I rapporten siges det, at små ændringer i tilgængelighed og priser på brændsel bragte England ud på randen af anarki sidste år, men at langt større ændringer bliver nødvendige i fremtiden og at regeringen ved det. De udviklede lande kan på et tidspunkt blive nødt til at ændre deres økonomier til noget, der ligner krigsøkonomier, for at imødegå fremtidige klimaændringer og for at leve op til deres økologiske gæld. Som eksempel beskriver rapporten, hvordan man under 2. Verdenskrig i England faktisk formåede at nedsætte ressourceforbruget voldsomt i løbet af ganske kort tid. Konsekvenserne af dette vil ikke kun være negative, f.eks. kan det ganske positive konsekvenser for folkesundheden.

Rapporten siger, at det vil være nødvendigt allerede nu at begynde at forberede befolkningen på det uundgåelige. Hvis man ikke gør det, vil det være at spille russisk roulette med den offentlige reaktion.

Kilde:
BBC News, 10. juli 2001