Børn mere udsatte for følgerne af klimaændringer

5. juni 2001

Forældrene ved det ikke, men deres børn bliver dem, der kommer til at lide mest under kommende klimaændringer på grund af den globale opvarmning, siger en rapport fra canadiske forskere. Et stigende antal meget varme sommerdage forårsaget af klimaændringerne vil øge luftforureningsproblemerne, især i storbyerne, hvor luftkvaliteten i forvejen er dårlig. Dette vil øge risikoen for astma og luftvejslidelser hos børn, hvor specielt astma er en sygdom, der i forvejen er i kraftig stigning. Med stigende sommertemperaturer forudser forskerne flere dage med høje niveauer af ozon i byerne. Oxon ved jordoverfladen er skadeligt for luftvejene, hvor det kan forårsage irritation og vejrtrækningsproblemer. Børn er specielt udsatte, fordi de tilbringer mere tid udendørs end voksne, fordi de kræver mere luft per kilogram kropsvægt og fordi deres lunger stadig er under udvikling, siger rapporten.

Kilder:
The Globe and Mail, 2. juni 2001
CANOE, Canadas Internet Network, 2. juni 2001