![]() |
|||||||
Biodiversitet spiller en rolle for den globale opvarmning
|
|||||||
| 16. april 2001 Bevarelse af planter, insekter og dyr er ikke bare et spørgsmål om etik - selv om det burde være vigtigt nok. Nu viser en ny undersøgelse, at økosystemer med mange arter - dvs. en stor biodiversitet - er bedre til at opsuge kuldioxid fra atmosfæren end økosystemer med få arter, og dramatisk bedre med et stigende kuldioxidindhold i atmosfæren. Det får Peter Reich fra University of Carolina, som har lavet undersøgelsen, til at advare om, at vores hang til at ødelægge økosystemer med en høj biodiversitet blokerer for en mekanisme, som kan dæmpe den stigende koncentration af drivhusgasser i atmosfæren. En artsfattig verden, konkluderer Peter Reich, vil sandsynligvis også være en varmere verden. Reichs undersøgelse bestod i at plante græsarter i forskellige kombinationer på prøve-arealer, og derefter forhøje koncentrationen af kuldioxid til et niveau, som det, der forventes om nogle få årtier. Resultatet var ikke bare, at græsserne groede hurtigere som forventet på grund af kuldioxids gødningseffekt på planterne, men at prøvearealerne med 16 forskellige græsarter groede 5 gange hurtigere end prøvearealerne med monokulturer - dvs. kun een græsart. Årsagen til dette er, at mere komplekse økosystemer med flere arter udnytter de naturlige ressourcer mere effektivt. Der er ingen biologisk grund til, at en regnskov skulle opføre sig anderledes, siger Peter Reich. Samtidig har en anden undersøgelse af Daniel Rothman fra Massachusetts Institute of Technology af livet på jorden i de sidste 500 millioner år vist, at selv set over lange tidsrum er kuldioxidkoncentrationen i atmosfæren faldet samtidig med, at biodiversiteten er steget. Jo større biodiversitet i jordens økosystemer, jo mere kuldioxid er blevet trukket ud af atmosfæren. Rothmans undersøgelse beskæftiger sig med, hvordan planter forårsager en øget nedbrydning af klipper. Denne proces bruger også atmosfærens kuldioxid, som i den sidste ende bliver omdannet til ny klippe. Kilde New Scientist, 11. april 2001 |
|||||||