Kan vi imødegå den globale opvarmning?

6. marts 2001

IPCC’s rapport fra arbejdsgruppe 3, omhandlende de muligheder, vi har for at imødegå den globale opvarmning og de klimaændringer, den vil medføre, er offentliggjort. Rapporten er den tredje rapport fra IPCC, og er en del af den tredje såkaldte vurderingsrapport. De to første rapporter omhandlede dels en videnskabelige status for vores viden om den globale opvarmning og dels en vurdering af de samfundsmæssige og økologiske konsekvenser af den globale opvarmning.

Hovedkonklusionen i rapporten fra arbejdsgruppe 3 er, at de største hindringer for at gennemføre tiltag, som kan nedsætte de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, er politiske. Faktisk er fremskridtene på det teknologiske område sket hurtigere end forventet end forventet i den sidste rapport for 5 år siden. Det gælder f.eks. vindenergi og brændselsceller. Teknologisk og økonomisk set er der ikke nogen hindringer for at stabilisere kuldioxidkoncentrationen i atmosfæren på 450 ppm eller mindre i løbet af de næste 100 år. Men rapporten advarer også om, at det vil være nødvendigt overvinde mange barrierer af såvel teknisk, økonomisk, politisk og kulturel art for at opnå succes med at begrænse udledningerne af drivhusgasser. Til gengæld vil der være fordele bl.a. af miljømæssig og sundhedsmæssig art ved mange af de tiltag, der kan bruges for at begrænse den globale opvarmning.

Den endelige konkluderende opsummering af alle tre IPCC rapporter forventes færdig til september.

Kilder:
New Scientist, 5. marts 2001
BBC News, 5. marts 2001

Summeringsrapporterne fra alle tre arbejdsgrupper kan hentes i PDF format på IPCC’s hjemmeside