Skyhuller over Stillehavet kan måske mindske den globale opvarmning

6. marts 2001

Forskere fra NASA har fundet ud af, at høje skyer over den vestlige del af det tropiske Stlllehav ser ud til at formindskes, når havtemperaturen stiger. Dette vil tillade mere varme at stråle ud fra atmosfæren, hvilket igen vil have en afkølende effekt på havoverfladen. Viser undersøgelserne sig at være rigtige, kan det måske have en afdæmpende effekt på den globale opvarmning som følge af et stigende indhold af drivhusgasser i atmosfæren. NASA’s undersøgelse er lavet på baggrund af satellitobservationer over store dele af Stillehavet fra Australien og Japan til Hawaii.

De høje skyer i atmosfæren - de såkaldte cirrusskyer - dannes typisk som et biprodukt af kumulusskyer, som opstår, når varm, fugtig luft stiger opad og fortættes efterhånden som den afkøles. Hvis vanddråber, som dannes inden i kumulusskyer, fortsætter med at stige indtil de fryser til iskrystaller, vil der dannes cirrusskyer. Cirrusskyer virker i modsætning til lavereliggende skyer opvarmende på jorden, fordi de forhindrer infrarød stråing fra jordoverfladen i at stråle ud i verdensrummet. Det ser nu ud til, at skydækket med de høje cirrusskyer ser ud til at formindskes med 17 - 27 procent for hver grad, temperaturen i oceanets overflade stiger. Undersøgelsen siger ikke noget om den samlede globale virkning af denne mekanisme.

Kilde:
BBC News, 5 marts 2001