Grønlands indlandsis smelter

23. juli 2000

"For første gang ser vi beviser på, at en af jordens store iskapper bidrager, meget moderat, til den observerede havstigning", udtaler Ghassem Asrar fra NASA.

Dette er konklusionen efter at NASA har foretaget målinger af indlandsisen med laser fra fly først i 1993 og 1994 og derefter i 1998 og -99. Et konservativt skøn på grundlag af målinger siger, at Grønlands indlandsis i øjeblikket smelter med en hastighed af ca. 51 kubikkilometer is om året. Afsmeltningen sker først og fremmest fra yderområderne af indlandsisen, mens isen på det indre af indlandsisen er blevet en smule tykkere, sandsynligvis på grund af, at den øgede fordampninget fra yderområderne har medført et øget snefald længere inde på indlandsisen. Resultaterne er offentliggjort i en artikel af projektleder Bill Krabill i det videnskabelige tidsskrift Science, d. 21. juli.

Grønlands indlandsis er det næststørste reservoir af ferskvand på jorden efter Antarktis, som er det største. Indlandsisen indeholder nok vand til at få verdenshavene til at stige ca. 7 meter, hvis det hele skulle smelte. Den nuværende havstigning på grund af afsmeltningen er knap mærkbar med en hastighed på 0,13 millimeter om året. Der er dog ikke nogen garanti for, af afsmeltningen ikke kan øges, hvis den globale opvarmning fortsætter.

Kilder:
NASA pressemeddelelse, 20 juli 2000
NASA, kort, animationer og videoklip
CNN News Online, 20. juli 2000
MSNBC News, 20 juli 2000
Environmental News Network, 21, juli 2000