![]() |
|||||
Foreløbigt sammendrag af IPCC's næste vurderingsrapport sluppet ud til pressen
|
|||||
| 27. oktober 2000 Det mellemstatslige klimapanel, IPCC's såkaldte tredje vurderingsrapport forventes at få den endelig godkendelse i FN i starten af næste år. Men allerede nu er en foreløbig udgave af sammendraget sluppet ud til pressen i forbindelse med at sammendraget er blevet rundsendt til regeringsembedsmænd verden over til udtalelse. Og der er sket en tydelig opstramning af konklusioner og forudsigelser i forhold til den anden vurderingsrapport fra 1995. I 1995 konkluderede IPCC at der var en skelnelig menneskelig indflydelse på det globale klima. I sin nye vurdering konkluderer klimapanelet, at "der er nu stærkere bevis for en menneskelig indflydelse". Dette understøttes af en opvurdering af den konstaterede globale temperaturstigning siden 1860, hvor industrialiseringen og dermed den menneskeskabte udledning af drivhusgasser startede. I 1995 vurderede IPCC, at man kunne konstatere en stigning i den globale gennemsnitstemperatur på mellem 0,3 og 0,6 grader celsius. Den nuværende vurdering, siger at stigningen nu ligger på mellem 0,4 og 0,8 grader celsius. Opvurderingen skyldes i høj grad, at de sidste år har været meget varme. Det mest bemærkelsesværdige er dog den nye vurderingsrapports skøn over, hvor stor en temperaturstigning, vi kan forvente i løbet af de næste 100 år. Hvor den anden vurderingsrapport fra 1995 forudsagde en temperaturstigning på mellem 1 og 3,4 grader C, hvis vi ikke gør noget aktivt for at begrænse udledningen af drivhusgasser, siger den tredje vurderingsrapport, at temperaturen vil kunne stige med helt op til 6 grader C i løbet af det næste århundrede, hvis vi bare lader stå til. Skulle det gå så galt, vil konsekvenserne blive uoverskuelige såvel for det menneskelige samfund som for jordens økosystemer. Kilder: CNN News Online, 26. oktober 2000 Yahoo, daily News, 26. oktober 2000 New York Times, 27 oktober 2000 |
|||||