Den globale opvarmningstendens kraftigere end før antaget

18. december 2000

Den globale opvarmning i løbet af det sidste århundrede har været stærkere og er sket mere gradvist end tidligere antaget, viser nye analyser, som har luget effekten fra vulkanudbrud og El Niño begivenheder (ENSO) bort. Analysen er foretaget af Tom Wigley, en klimaekspert ved National Center for Atmospheric Research (NCAR). "Når virkningen af vulkanudbrud og El Niño er taget væk, er det totale billede mere i overensstemmelse med vores nuværende viden, som viser, at den naturlige som den menneskeskabte indflydelse på klimaet er vigtig, og at den menneskeskabte indflydelse er blevet mere fremtrædende i de seneste årtier," siger Wigley.

I de rå temperaturmålinger, som ikke er justerede for indflydelsen fra vulkanudbrud og El Niño påvirkninger, er opvarmningstendensen i de sidste to årtier sammenlignelig i intensitet med opvarmningstendensen fra 1910 til 1940. Men, skriver Wigley; "Når ENSO og vulkanudbrud er fratrukket, stiger den nuværende opvarmningstendens fra 0,18 grader celsius pr. årti til 0,25 grader pr. årti og bliver betydeligt mere signifikant sammenlignet med tidligere perioder." Der samlede resultat er en langtids-opvarmningstendens, som bliver mere intens op imod slutningen af det 20. århundrede.

Analyseresultaterne er offentliggjort i Geophysical Research Letters d. 15. december.

Kilder:
Daily University Science News, 14. December 2000
Environmental News Network, 13 december 2000