Nye danske klimaberegninger forudser kraftigere global opvarmning end før antaget

7. oktober 2000

Danmarks Klimacenter, som hører under Danmarks Meteorologiske Institut, har sammen med Max-Planck-Instituttet i Hamborg foretaget helt nye beregninger over, hvordan klimaet vil udvikle sig i det kommende århundrede. Det nye ved beregningener er, at de bruger mere realistiske antagelser om, hvor mange afkølende partikler, de såkaldte aerosoler, som bliver sendt ud i atmosfæren bl.a. fra kulkraftværker i løbet af det næste århundrede.

Beregningerne er foretaget på basis af to forskellige scenarier for, hvordan udviklingen de næste hundrede år kan tænkes at se ud. Det ene scenarie regner med en fortsat udvikling med økonomisk vækst og en ret kraftig stigning i befolkningstallet, og ikke nogen specielle tiltag for at omlægge teknologien. Hvis den faktiske udvikling kommer til at ligne dette scenarie, kan vi forvente en kraftig global temperaturstigning på hele 3,5 grader celsius i løbet af de næste 100 år, hvilket er betydeligt mere end tidigere antaget i IPCC's klimascenarier.

Det andet scenarie regner med, at der sker en omstilling til mere lokale løsninger baseret på bæredygtige teknologier. I forhold til det første scenarie vil befolkningstilvæksten blive moderat. Selv i dette tilfælde vil temperaturen stige en del, nemlig ca. 2 grader i de næste 100 år.

De vigtigste resultater af de nye klimaberegninger kan hentes som en PDF-fil på DMI's hjemmeside.

Kilde:
DMI, Danmarks Meteorologiske Institut