Jorden er gået ind i det store tøbrud - over hele verden smelter gletscherne.

9. marts 2000

Over hele jorden smelter isdække og gletschere med en hidtil uset hastighed. Det viser rapporter, som Worldwatch Institute har samlet sammen fra hele jorden. Forskerne ser den accelererende afsmeltning som det første tydelige tegn på den menneskeskabte globale opvarmning.

Nogle eksempler fra Worldwatch rapporten:

- den arktiske havis er blevet 6% mindre i omfang siden 1978. Samtidig er den blevet hele 40% tyndere i løbet af de sidste 30 år. Også den grønlandske indlandsis ser ud til at være blevet tyndere, specielt ved den sydlige og østlige kantområder.

- på Antarktis er afsmeltningen først og fremmest sket på den Antarktiske Halvø, hvor tre kæmpemæssige ishylder, dannet af gletschere, som flyder ud i havet, er helt forsvundet, og to mere er ved at brække op.

- uden for polerne går den globale opvarmning stærkt ud over bjerggletschere over hele verden. Nogle få eksempler: De europæiske Alper er svundet ind med mellem 35 og 40% siden 1850. I Spanien er 14 ud af 27 gletschere forsvundet helt siden 1980. Gletscherne på Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, er svundet ind med omkring 73% siden sidst i 1800 tallet. I Glacier National Park i USA er antallet af gletschere faldet fra 150 til færre end 50 siden 1850. De resterende gletschere forventes at være forsvundet helt i løbet af 30 år.

En af effekterne af det store tøbrud kan blive en endnu hastigere global opvarmning. Is og sne reflekterer sollyset og bidrager dermed til at holde jorden kølig. Når havis eller gletschere smelter, vil de afdækkede vand- eller landoverflader lettere optage og holde på varmen fra sollyset, hvilket vil føre til en endnu større afsmeltning osv. Det vil ske en positiv tilbagekobling, som fører til en stadigt hastigere afsmeltning og opvarmning.

Både på kort og på lang sigt kan den stigende afsmeltning fra gletschere jorden over få store, negative konsekvenser. Den øgede afsmeltning kan føre til oversvømmelser, som først og fremmest kan ramme tæt befolkede områder som flodsletterne neden for Himalaya bjergene. Senere, når gletscherne er forsvundet, kan det betyde vandmangel for de samfund, som var afhængige af smeltevandet.

Kilder:
Pressemeddelelse fra Worldwatch Institute, 6. marts 2000
1. "Melting of Earth's Ice Cover Reaches New High"
2. " Selected Examples of Ice Melt Around the World"

BBC News, 7. marts 2000
Deutsche Press-Agentur, 8. marts 2000