Texaco dropper ud af Global Climate Coalition Group

6. marts 2000

The Global Climate Coalition Group er en amerikansk lobby gruppe bestående af de største amerikanske kul- og olieselskaber, elektricitetsselskaber, petrokemiske industrier og bilproducenter. Grupperingen har sat sig som det primære mål på enhver mulig måde at skabe tvivl om sammenhængen mellem den menneskeskabte udledning af drivhusgasser og den globale opvarmning. Lobbygruppen kæmper også imod amerikansk ratificering af den såkaldte Kyoto Protokol, som forpligter først og fremmest de industrialiserede lande til at reducere udslippene af drivhusgasser. Gruppens arbejde har hidtil haft en rimelig succes specielt i forhold til det amerikanske senat, hvor mange senatorer er afhængige af økonomisk støtte fra bl.a. medlemmerne af The Global Climate Coalition Group til at finansiere deres valgkamp.

I de sidste år har flere af de store selskaber imidlertid forladt The Global Climate Coalition Group, bl.a. BP/Amoco, Royal Dutch Shell and Dow Chemical. Også Ford og Daimler/Chrysler er for nylig droppet ud af lobbygruppen, og nu har Texaco besluttet at følge trop. Amerikanske miljøgrupper håber, at en svækket Global Climate Coalition Group kan føre til mindre misinformation om den globale opvarmning. USA er det land i verden, som har den største udledning af drivhusgasser pr. indbygger.

Kilde:
CNN: 1. marts 2000