Fremtidens Europa: varmt og vådt

4. november 2000

Europas klima bliver varmere og vådere, hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser i det nuværende tempo, siger en ny rapport udarbejdet for EU som et bidrag til den såkaldte tredje vurderingsrapport fra det Mellemstatslige Klimapanel, IPCC. Det nordlige Europa bliver udsat for flere kraftige nedbørsperioder især om vinteren med stigende risiko for oversvømmelser, som dem det sydlige England oplever i øjeblikket. Det samme gælder for områderne omkring Alperne, som også har fået en ubehagelig forsmag på, hvad der kan forventes mere af. Den øgede risiko for oversvømmelser vil betyde, at antallet af mennesker, som risikerer oversvømmelser af deres hjem vil være fordoblet i 2050 og mere end tidoblet i 2080.

Mens Nordeuropa kun får det lidt varmere men til gengæld en del vådere, vil Sydeuropa til gengæld få det en del varmere med flere og længere perioder med hedebølger og tørke. Det vil kunne føre til vandmangel visse steder og risiko for begyndende ørkendannelse bl.a. i det sydlige Spanien.

Rapporten konkluderer bl.a. at:
- temperaturerne i Europa vil stige med mellem 0,1 og 0,4 grader celsius hvert tiår.
- kolde vintre bliver meget sjældnere i 2020 og næsten ikke-eksisterende i 2080.
- nedbøren i det nordlige Europa vil stige med 1-2% hvert tiår, mens Sydeuropa vil opleve en mindre nedgang.
- vandstanden i havene vil være steget med mellem 13 og 68 cm i 2050.

Tendensen er allerede klar
Ifølge rapporten er forudsigelserne en fortsættelse af en tendens, som allerede nu kan registreres. Siden 1900 er nedbøren i Nordeuropa øget med mellem 10 og 40%, mens Sydeuropa er blevet op til 20% tørrere. Og siden de tidlige 1960'ere er vækstsæsonen forlænget med ca. 10 dage.

Rapporten er udarbejdet af 30 europæiske forskere, hvoriblandt 2 danske fra Dansk Jordbrugsinstitut. Rapporten er redigeret og udgivet af East Anglia Institute i England.

Kilder:
New Scientist, 3. november 2000
Guardian Unlimited. 2. november 2000
BBC Online News, 1. november 2000