![]() |
|||||
Drivhusgasser skyld i tyndere ozonlag over Europa
|
|||||
| 28. februar 2000 Forskerne er alarmerede over friske beviser på, at ozonlaget over Arktis er blevet markant tyndere. Målingerne viser, at i 6 af de sidste 10 vintre har mængden af ozon i ozonlaget været nede på det halve af det normale, og det ser ud til, at udtyndingen spreder sig til det nordlige Europa. Hidtil er den kraftigste udtynding set over Antarktis, fordi atmosfærens temperatur er lavere, hvilket giver basis for dannelse af iskrystaller i stratosfæren. Iskrystallerne virker nærmest som en katalysator for de ozonnedbrydende processer, som sker, når f.eks. clorholdige kemikalier som freon når op i stratosfæren. Stratosfærelaget over Arktis har hidtil ikke været så koldt, at det kunne skabe den voldsomme udtynding af ozonlaget. Nu ser det imidlertid ud til, at drivhusgasser som kuldioxid, er med til at skabe koldere forhold i stratosfæren over Arktis. Kuldioxid holder på varmen i de lavere lag af atmosfæren, men skaber til gengæld koldere forhold i stratosfærens høje lag, hvilket giver forhold, hvor der kan dannes iskrystaller. Udtyndingen af ozonlaget er dårlige nyheder for befolkningen i Nordeuropa. Mindre ozon i ozonlaget betyder, at mere ultraviolet stråling når jordoverfladen, og mere ultraviolet stråling betyder flere tilfælde af hudkræft. I Sverige skulle antallet af hudkræft være firedoblet siden 1960'erme. Kilde: BBC News, 25, februar 2000 |
|||||