Den globale opvarmning tager til, siger amerikanske forskere

25 februar 2000

En serie globale temperaturrekorder kan være tegn på, at den globale opvarmning er ved at øge tempoet, siger forskere fra National Climatic Data Center i USA. Forskerne bemærker specielt, at den globale gennemsnitstemperatur i 16 på hinanden følgende måneder fra maj 1997 til september 1998 hver måned slog den foregående måneds temperaturrekord. Sandsynligheden for, at en sådan række af rekordhøje temperaturer er en naturlig tilfældighed er omkring 1 ud af 20 siges det.

En del af forklaringen på de høje temperaturer i 1997 og 1998 er det naturlige klimafænomen El Niño, som giver en kraftig opvarmning af Stillehavet. Men El Niño er et tilbagevendende fænomen, som ikke før har givet så høje temperaturer, og den efterfølgende La Niña periode i 1999 gav ikke de forventede lave temperaturer. Selv om 1999 bliver koldere end de to foregående år globalt set, blev den alligevel målt til den femte varmeste registreret.

Kilde:
CNN Online, 24 februar 2000