![]() |
|||||
Stort ozonhul over Arktis om 20 år sandsynligt
|
|||||
| 29. oktober 2000 En af de forskere, som opdagede ozonhullet over Antarktis, siger nu, at en lignende skade på ozonlaget er sandsynlig over Arktisk i løbet af de næste 20 år. Årsagen er, at atmosfærens ozonlag er ved at blive koldere, - en afkøling, der delvis er et resultat af selve ozonnedbrydningen og delvis et resultat af den globale opvarmning. Afkølingen af ozonlaget betyder, at der specielt om vinteren kan dannes skyer af iskrystaller i selve ozonlaget, og disse skyer aktiverer de klorholdige ozonnedbrydende gasser og gør det meget lettere for dem at nedbryde ozonen. Resultatet er, at nedbrydningen af ozonlaget vil fortsætte, selvom koncentrationen af de ozonnedbrydende gasser faktisk ikke mere stiger som følge af internationale aftaler på området. Ozonlaget beskytter mennesker og alle andre levende væsner imod solens skadelige ultraviolette stråling. Hidtil har nedbrydningen af ozonlaget på grund af de ozonnedbrydende gasser, specielt freon, først og fremmest vist sig som det såkaldte ozonhul over Antarktis. Dette års ozonhul var det største nogensinde registreret og nåede helt op til Falklandsøerne, hvor folk blev advaret om at beskytte sig imod solen. Ellers har ozonhullet over Antarktis kun dækket ubeboede områder. Skulle der opstå et lige så stort ozonhul over Arktis, vil det derimod berøre tætbeboede områder af Europa, Asien og Nordamerika, og dermed forårsage langt større problemer end ozonhullet over Antarktis. Kilde: BBC News Online, 26 oktober 2000 |
|||||