Biografen

Fra Cancun til Paris

Af Palle Bendsen

Ved COP16 i Cancun
blev væsentlige elementer af Copenhagen Accord’en inkluderet i de officielle forhandlinger. Det gælder The Green Climate Fund og de frivillige indmeldinger af reduktionsmål for de enkelte lande.

På COP17 i Durban
i 2011 blev Kyoto-Protokollen forlænget, men kun 37 lande inkl. EU-landene, er stadig omfattet. Canada er senere trådt ud og en del af de 37 har ikke følt sig forpligtet af den nye forpligtelsesperiode.

Reelt blev Kyoto-Protokollen aflivet, da parterne blev enige om, at man ved COP21 i Paris i 2015 skal vedtage en ny global klimaaftale. Aftalen skal have form af en protokol, et andet legalt instrument eller lignende, der har bindende karakter. Den skal som noget nyt have reduktionsforpligtelser for alle lande og træde i kraft senest i 2020.

Samtidig blev Klimakonventionen undermineret ved, at der ikke længere blev refereret til Konventionens grundlæggende princip om at ”forureneren skal betale” – eller i Konventionens sprog: landenes ”fælles, men differentierede ansvar og respektive kapaciteter”.

COP18 i Doha
blev endnu et trin i den langstrakte proces med FN-forhandlinger, som reelt ikke resulterede i noget andet end, at forhandlingerne kunne fortsætte.

Udviklingslandene fik en lille sejr i form af vedtagelsen af at ”loss and damages” blev skrevet ind som et element, der skulle have sin egen mekanisme. Men USA lykkedes med at forhindre, at disse tab skulle kompenseres direkte.

(”Loss and damages” handler om de tab og ødelæggelser som udviklingslande oplever som følge af enten pludselige klimarelaterede hændelser som voldsomme storme og oversvømmelser samt langsommere fænomener som havstigning og tørke.)

COP19 i Warzawa
fandt sted netop som tyfonen Haiyan havde ramt Filippinerne. Det aktualiserede spørgsmålet om ”loss and damages”, der stod højt på dagsordenen efter Doha. Men forventningerne hos udviklingslandene blev gjort til skamme, da forhandlingerne igen endte i uforpligtende ord og ingen penge.

Igen var det USA, som fik det sidste ord, da de undgik, at ”loss and damage” fik sin egen ’søjle’ i Konventionen, men i stedet blev lagt ind under det mindre forpligtende Cancun Adaptation Framework.

Heller ikke på klimafinansieringens område blev der gjort fremskridt, set fra udviklingslandenes synspunkt.

Kun på det felt, der omhandler vurdering, rapportering og verificering af landenes gennemførelse af vedtagelser, blev der gjort små fremskridt.

Man inviterede også landene til at indsende deres INDC’s (Intended National Determined Contributions) ”i god tid” inden COP21, dvs. tidligt i 2015.

COP20 i Lima
I 2014 blev forhandlingerne afholdt i Lima.

Igen blev den gamle konflikt mellem Nord og Syd, mellem de udviklede lande og udviklingslandene synlig: landene i Nord ønskede, at deres INDC’s kun skulle omhandle reduktionsindsatsen, mens landene i Syd ville have tilpasning og finansiering med. Den endelige tekst blev meget vag på alle tre områder.

Det samme gjaldt spørgsmålet om ”loss and damage”.

Alt i alt blev COP’en i Lima endnu en omgang træden vande.

Klimaforhandlingerne i Paris