Biografen

USA’s særlige rolle

Af Palle Bendsen

En lang trend kan ses i USA’s manglende vilje til at gå med til nogen som helst aftale, der er juridisk bindende.

USA’s forhandlere var med til at udforme Kyoto-Protokollen og indføre de såkaldte fleksible mekanismer – Clean Development Mechanism, CDM og Joint Implemnetation, JI – der skulle sikre de mest omkostningseffektive reduktioner, men som i praksis betød at de rige lande kunne betale sig fra at gennemføre hjemlige reduktioner ved at betale udviklingslandene for at lave projekter, der skulle sikre reduktioner.

Alligevel har USA aldrig tilsluttet sig Kyoto-Protokollen, men effektivt modarbejdet den helt frem til dens endelige udfasning ved COP17 i Durban.

USA’s linje har gennem tyve års forhandlinger også været at modvirke at Klimakonventionens etisk begrundelse princip om ”fælles, men differentierede ansvar og respektive kapaciteter” reelt fik betydning – helt frem til den faktiske opgivelse af dette princip – også med COP17.

USA og Kina

Især fra COP15 og fremefter har USA’s linje været, at Kina som en ny stor udleder skal pålægges forpligtelser på linje med USA selv. Det er lykkedes at få EU med på den linje – uanset landenes vidt forskellige historiske ansvar.

Det lykkedes også i høj grad USA at spinne de vanskelige forhandlinger ved COP15 som et resultat af Kinas manglende vilje til at vedkende sig sit ansvar. Både den danske regering, der havde formandskabet under forhandlingerne, og EU købte USA’s udlægning. Det samme gjorde presse og medier stort set uden kritiske spørgsmål.

Klimaforhandlingerne i Paris