Biografen

Fra Kyoto til København

Af Palle Bendsen

Kyoto-protokollen blev vedtaget i 1997, men trådte først i kraft i 2005. Den handlede udelukkende om perioden indtil år 2012. Protokollens mål var, at industrilandene på det tidspunkt skal have skåret deres udledninger af drivhusgasser ned med mindst 5,2 %. Vi ved nu, at dette mål ikke blev nået. Det skyldtes især, at en række lande, deriblandt den allerstørste udleder af drivhusgasser, USA, har nægtet at deltage i Kyoto-processen.

På COP 13 i Bali i december 2007 vedtog man det såkaldte Bali Roadmap. Dette Roadmap indeholder den såkaldte Bali Action Plan, som bestod af fire dele: 1: den fælles vision. 2: udledningsreduktioner for Annex 1-landene herunder kvotehandel og de såkaldte fleksible mekanismer (offsetting). 3: tilpasning til klimaændringer. 4: teknologioverførsel og finansiering. Desuden er reduktion af udledninger fra fældning og ødelæggelse af skovene i udviklingslandene kommet ind som et selvstændigt forhandlingsemne.

Den fælles vision omfatter alle lande, som har underskrevet FN’s Klimakonvention, og den bygger på Klimakonventionens overordnede paragraf om at holde klimaændringerne på et såkaldt ufarligt niveau. Den fælles vision skulle indeholde en mere præcis definition af, hvad dette er. Klimaforskerne siger rimeligt enstemmigt, at denne grænse ligger ved en global temperaturstigning på maksimalt 2 grader over det førindustrielle temperaturniveau.

COP 14 i Poznan viste ingen tegn på enighed om dette blandt de lande, der har underskrevet Klimakonventionen, og på COP 15 i København i 2009, hvor det var forventet, at man skulle nå til enighed om en aftale om tiden efter Kyoto-aftalen, gik forhandlingerne i hårdknude, delvist på grund af en meget dårlig ledelse af forhandlingerne fra dansk side.

I sidste øjeblik blev en form for aftale indgået mellem kun fem lande, der derefter fremlagde den for hele FN-forsamlingen.

Aftalen kom til at hedde Copenhagen Accord.

Klimaforhandlingerne i Paris